Regioner vil udvide akutlister for at undgå vaccinespild

At hive tilfældige ind fra gaden er ikke løsningen på vaccinespild. Men lister skal forbedres for at undgå spild, som det nylig skete i Esbjerg. Det mener Danske Regioner.

Det er sjældent, at coronavacciner går til spilde, fordi der ikke er nogen at give dem til.

Men det sker, og derfor er der brug for at kigge på de akutlister, hvorfra eksempelvis frontpersonale i for eksempel sundhedssektoren kan kaldes ind med kort varsel til et vaccinestik.

Det mener Danske Regioner, som blandt andet overvejer, om listerne skal udvides, så det er nemmere at få hevet personer hurtigt ind.

- Der må for alt i verden ikke gå nogen vacciner til spilde. Og det sker heldigvis i meget få tilfælde. Men vi skal have kigget på, om akutlisterne og retningslinjerne for akutlisterne er optimale, siger næstformand i Danske Regioner Ulla Astman (S).

Fejlfri vacciner kasseret

I uge 8 blev 31 fejlfri coronavacciner kasseret på Sydvestjysk Sygehus' vaccinationscenter i Esbjerg. Det skete, fordi det ikke var muligt at finde nogen, der ville have dem - og måtte få dem - med kort varsel.

Ifølge Ulla Astman hører eksemplet til sjældenhederne. Men det ændrer ikke på, at det ikke må finde sted.

- Man må kigge på, om akutlisterne er tilpas lange, og om der er tilpas mange på dem, og hvis det ikke er tilfældet, så optimere det.

- Vi kan ikke have, at der går vacciner til spilde, siger hun.

Hun understreger, at der i forvejen bliver gjort et "rigtig stort stykke arbejde" for at undgå spild med de eftertragtede vacciner, og at det ikke er en nem opgave at forbedre akutlisterne.

Sundhedsstyrelsen og regionerne har tidligere på året indskærpet, at de overskydende vacciner kun må gives til personer i målgruppen.

Og Ulla Astman afviser, at man bare kan begynde at hive folk ind fra gaden til vacciner.

- Vi har besluttet en vaccinerækkefølge her i landet. Den er vi forpligtet til at følge. Derfor duer det ikke at hive tilfældige ind. Det er selvfølgelig bedre, end at de går til spilde.

- Men vi skal sikre, at vi har tilstrækkeligt gode akutlister, så de bliver brugt på de borgere, der står over for at skulle have vaccinen, så vacciner bliver givet i den planlagte rækkefølge, siger hun.