Restauranter står klar - men giver det mening?

Det kommer an på retningslinjerne, om økonomien kan hænge sammen ved en genåbning, mener restaurantejer.

Snart må restauranter og cafeer genåbne. Men det bliver helt sikkert ikke en dans på roser.

Spørgsmålet er, hvordan retningslinjerne for genåbningen kommer til at se ud. Lige nu er den del ikke helt på plads, men mandag er afstandskravet ændret fra to meter til at være én, samtidigt med at der ikke er ændret på reglen, om at der skal være fire kvadratmeter til rådighed per kunde.

Som de regler er lige nu, betyder det for restaurantindehaveren Helle Taulbjerg, at der max må være 16 kunder i hendes restaurant Fox and Hounds i Sønderborg ad gangen. Og det kan gøre det svært at drive forretning, mener hun. 

- Vi skal have et vist antal, før det overhovedet giver mening for os at holde åbent, siger indehaveren Helle Taulbjerg.

Forslag om støtte under genåbning

Det er ikke et enkeltstående tilfælde, at restauranten i Sønderborg har sine betænkeligheder og beregninger ved at genåbne.

Derfor håber formanden for HORESTA i Region Syddanmark, der er brancheorganistation for hotel,- restaurant,- og turismeerhvervet, også, at støtten til virksomheder skal udvides, så der er et bedre økonomisk grundlag for at åbne.

- Der er nogle basisudgifter, og hvis man ikke kan tjene hjem til at dække dem, så skal der noget mere til. Så vi har også foreslået, at man udvider hjælpepakkerne til at vare udover den 8. juni, så vi ikke står med en masse konkurser umiddelbart efter, siger formanden Sten Slot.

Helt konkret foreslår han, at hjælpepakkerne skal udfases langsomt, så restauranterne ikke får et tab med det samme, de åbner igen.

Fokus på de kommende retningslinjer

For at det kan give mening for Helle Taulbjerg at drive sin forretning, håber hun også, at de kommende retningslinjer gør det muligt at få økonomien til at løbe rundt.

- Det er fuldstændig rimeligt, at vi skal have nogle afstandskrav, og vi skal alle sammen passe på hinanden. Men for eksempel på vores terrasse – hvis der kun må sidde ti eller femten gæster herude, og normalt kan der være 50, så bliver det rigtigt svært at få det til at hænge sammen, siger hun.

Erhvervsministeriet og andre relevante myndigheder vil i løbet af de næste par dage drøfte retningslinjerne for en ansvarlig indretning af restauranter og caféer med erhvervs-, arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationerne, oplyser Erhvervsministeriet til TV SYD.