Sådan lyder dronningens opfordring til danskerne

Vi skal bryde kæden, siger dronningen tirsdag aften i en historisk tale til danskerne.

Det var en historisk tale, som dronningen tirsdag aften holdt. Ikke siden dronningens farfar Christian 10. talte til befrielsesdagen den 5. maj i 1945, har der været en sådan tale til danskerne. Og dronningens budskab denne aften stod klart:

- Denne gang skal vi vise sammenhold ved at holde afstand. Lad os sammen skabe nyt håb i en svær tid.

Vi har alle fulgt, hvordan situationen med corona-virus udvikler sig. Selvom statsministeren flere gange er kommet med opråbet, at danskerne skal holde afstand, så var det en opfordring, der blev slået fast af dronningen.

- Jeg har en appel til alle: Coronavirus er en farlig gæst. Det er en kæde, vi skal bryde, og som vi kan bryde. Det kan kun ske, når vi alle tænker os om og gør det samme på samme tid – og i rette tid, sagde dronning Margrethe under aftenens tale.

De ord kommer, efter man stadig har kunnet se folk samle sig i større grupper. Og det er vigtigt at handle i fællesskab understreger hun, for det kræver noget af os alle sammen.

Derfor takkede hun også alle de mennesker, der er med til at holde samfundet i gang. Det var alle fra sundhedspersonale, forsvar og politi til butiksansatte, chauffører og andre, der passer deres arbejde under vanskelige forhold.    

Undgå store sammenkomster

- Selvfølgelig er det skuffende og ærgerligt ikke at kunne mødes med sine venner, ikke mindst, når man er ung. Men I har jo både tiden for jer og andre måder at mødes på i den digitale tidsalder, uddybede dronning Margrethe i sin tale.

Men opfordringen gælder ikke kun unge. Folk i alle aldre samles stadig, og nogle holder fester og runde fødselsdage.

- Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Det er tankeløst. Og det er først og fremmes hensynsløst, sagde Hendes Majestæt.

Dronningen fylder selv 80 år den 16. april, og alle arrangementer i april i forbindelse med fødselsdagen er blevet aflyst, meddeler Kongehuset.