Se tallene: Flere kommuner har nye smittede

Smitten udvikler sig hver dag over hele landet. I Syd- og Sønderjylland er særligt en kommune fortsat hårdt ramt.

De seneste syv dage er der kommet 298 nye tilfælde med coronasmitte i Syd- og Sønderjylland.

Det viser tirsdagens opdaterede tal fra Statens Serum Institut.

Fredericia har i flere dage været den kommune med flest smittede i landsdelen, og det er den stadig. Med en stigning på fire smittede har kommunen nu 143 smittede per 100.000 indbyggere. Kommunen er derfor stadig den sjette hårdest ramte kommune i Danmark.

I Esbjerg, Kolding, Vejle, Tønder og Hedensted Kommuner er smitten også steget siden i går. På nær Tønder og Hedensted ligger kommunerne over bekymringsgrænsen.

Derimod er smitten faldet i Horsens, Varde, Vejen, Haderslev og Aabenraa Kommuner. Af disse ligger kun Varde Kommune over bekymringsgrænsen.

Billund, Fanø og Sønderborg Kommuner har ikke haft ændringer i deres smittetal. Her ligger kun Sønderborg Kommune under bekymringsgrænsen.

På landsplan er der nu 473 nye smittede og antallet af indlæggelser er steget med fire til 79 indlæggelser. Der har været ét dødsfald siden mandag.

Se de enkelte tal for kommunerne i kortet herunder.

Mobilbrugere: Se tallene ved at trykke på en kommune. Computer-brugere: Se tallene ved at føre musen hen over en kommune.