Seawest er sluppet for flere corona-tilfælde

Nu er det seks dage siden, en corona-smittet familie forlod feriecentret Seawest ved Nørre Nebel - og alle testsvar siden har ikke afsløret flere smittede blandt gæster og ansatte.

I alt syv gæster fra to familier,  der uafhængig af hinanden holdt ferie i hver sit sommerhus ved Landal Seawest, viste sig i sidste uge at være smittede med corona.

Det udløste omgående en ekstra grundig rengøring af sommerhuse og feriecentrets fælles faciliteter, ligesom personale, der havde været i direkte kontakt med de smitteramte familier, blev testet for corona.

Alle svar foreligger nu og viser, at ingen er smittede.

- Heldigvis er vi sluppet for flere tilfælde her og nu - men vi er meget bevidste om, at smittefaren hele tiden er til stede på vores centre, ligesom tilfældet er alle andre steder i ferielandet, siger Kent Lodberg, der er salgs- og marketingsmanager i Landal Greenparks.

Fuldt booket i denne uge

Han oplyser, at Seawest er fuldt booket i denne uge.

- Kun få har aflyst deres ophold, mens andre har valgt os til og sagt, at det er på baggrund af vores åbenhed om sagen, siger Kent Lodberg.

Iøvrigt så er Seawest efter de to tilfælde nu garanteret direkte information fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som vil meddele Seawest, hvis nye corona-udbrud kan spores til feriecentret - uanset om gæsterne selv melder tilbage.

Mandag holder Region Syddanmarks testbil ved Seawest og tilbyder test til alle over 18 år.