Sjællandske patienter kan blive indlagt på jyske sygehuse

Region Syddanmark er klar til at modtage patienter fra Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvor hospitalerne er pressede af et stort antal indlagte med corona.

Der arbejdes på at flytte patienter midlertidigt væk fra Region Hovedstadens hospitaler for at skabe plads til corona-patienter, hvis det bliver nødvendigt.

Region Hovedstaden er i dialog med Region Syddanmark om eventuelt midlertidigt at flytte intensivpatienter og kræftbehandling, herunder kræftkirurgi, til vest for Storebælt.

Det samme er tilfældet for Region Sjælland, bekræfter koncerndirektør Kurt Espersen fra Region Syddanmark.

De østdanske patienter kan behandles både i Odense og på de jyske sygehuse, siger Kurt Espersen.
De østdanske patienter kan behandles både i Odense og på de jyske sygehuse, siger Kurt Espersen.
Foto: TV SYD

- Vi afventer nærmere ønsker og information fra de to regioner, som vi er klar til at hjælpe med kort varsel. De østdanske patienter kan behandles både i Odense og på de jyske sygehuse, siger Kurt Espersen.


Han forventer, at de første patienter vil blive overført mellem jul og nytår. Alt efter hvor mange, der bliver tale om, vil det kunne betyde udsættelser for udredning og behandling af Region Syddanmarks egne patienter.

- I den her situation hjælper vi hinanden. Det kan jo i værste fald blive os, der senere får brug for hjælp. Vi trækker på både vores dygtige personales og patienters tålmodighed og velvilje, siger Kurt Espersen.

Ikke flere hundrede patienter

På et pressemøde tirsdag eftermiddag i København oplyste lægefaglig koncerndirektør Dorthe Crüger, at Region Hovedstaden er i kontakt med Region Syddanmark om, hvilken type patienter man har brug for hjælp til.

Hun sagde, at der ikke er tale om flere hundrede patienter, men om kræftpatienter, hvor det er vigtigt, at de får et tilbud om operation inden for få dage.

- Vi har allermest brug for hjælp til kræftpatienter og andre patienter, der skulle have været opereret over jul og nytår. For nogle af dem kan det godt være, at vi skal finde et hospital i Region Syddanmark, sagde hun.