Skolerne holder motionsdag trods corona

Langt de fleste skoler afholder fredag Skolernes Motionsdag, viser en undersøgelse fra Dansk Skoleidræt. I Vejen Kommune har skolerne skulle tænke kreativt for at holde fast i dagen.

Løb, idræt og dans er en fast del af programmet for mange skoleelever, når Skolernes Motionsdag løber af stablen. Det bliver det også i år, for mange skoler har valgt at afholde dagen på trods af covid-19 pandemien, viser en undersøgelse fra Dansk Skoleidræt.

quote

Det gælder også om at vise børnene, at der er ro på og styr på tingene.

Regin Holm Nielsen, skolechef ,Vejen Kommune

I Vejen Kommune har alle 14 kommunale skoler valgt af afholde dagen, og det glæder kommunens skolechef Regin Holm Nielsen.

- Hvis man hver dag bliver mødt af, at alt bliver aflyst, fordi det er farlig, så er intet almindeligt længere, og det kan være skræmmende og utrygt for børnene. Det gælder også om at vise børnene, at der er ro på og styr på tingene, så de også kan have en almindelig hverdag, siger han.

Der er 877 skoler, som har deltaget i Dansk Skoleidræts undersøgelse, og 78 procent af dem har valgt at holde fast i motionsdagen.

- I år er Skolernes Motionsdag måske vigtigere end nogensinde. Afstand er jo ikke lig med stilstand, og eleverne har brug for en aktiv dag med god energi, som i en svær tid kan styrke klassens trivsel og minde os alle om, hvor skønt det er at få rørt sig og være sammen om en aktivitet, siger Bjørn Friis Neerfeldt, der er generalsekretær i Dansk Skoleidræt, som står bag skolernes motionsdag.

Alternative løsninger

Selvom mange skoler har valgt at afholde Skolernes Motionsdag, så bliver alting alligevel ikke som det plejer at være. Motionsdagen plejer at være kendetegnet af store fællesarrangementer, men det er ikke en mulighed under coronapandemien. Derfor har skolerne skulle tænke i andre løsninger.

I Vejen Kommune har nogle skoler valgt at afholde aktiviterne i løbet af hele ugen, og på andre har de sat gang i forskudte aktiviter, så eleverne kan holdes i mindre grupper.

- Det er super fint, at skolerne har kunne finde alternative løsninger, netop fordi vi særligt under corona skal bruge udendørsaktiviter, så meget vi kan, siger Regin Holm Nielsen.

Skolerne kender i forvejen de mange coronarestriktioner godt, og det er en fordel, når de afvikler motionsdagen.

- Motionsdagen kræver mere planlægning i år, men skolerne udviser stor ansvarlighed, og de har alle forudsætninger for at leve op til de gældende retningslinjer. De er fx allerede vant til at dele eleverne op i mindre grupper, siger Bjørn Friis Neerfeldt.

Ikke alle skoler har muligheden

Dansk Skoleidræt har også udvilket en opvarmingsdans og et aktivitetsløb, som skal hjælpe skolerne til at finde løsninger, så eleverne stadig kan få sved på panden. Dansen kan laves med stor afstand, og  aktivitetsløbet kan sættes i gang forskudt, så eleverne ikke klumper sammen i store grupper. 

Det er dog ikke alle skoler, der har mulighed for at afvikle dagen.

- Det er naturligvis forståeligt, at nogle skoler har svært ved at få det til at hænge sammen. De lokale pladsforhold kan nogle steder være udfordrede, når eleverne skal spredes mere, eller hvis man fx er vant til at tage til en lokation, hvor mange skoler afholder dagen, siger Bjørn Friis Neerfeldt.

Skolernes Motionsdag

  • Skolernes Motionsdag blev stiftet i 1982 som "De Fynske Skolers Motionsløb" af en gruppe idrætslærere i Dansk Skoleidræts daværende amtsudvalg på Fyn. Første år deltog mere end 55.000 elever i løbet.
  • Begivenheden bredte sig allerede året efter til resten af landet og blev omdøbt til ”Skolernes Motionsløb”.
  • I begyndelsen var det udelukkende en dag med løb, men motionsaktiviteterne udviklede sig rundt om på skolerne, og i 1993 blev dagen omdøbt til "Skolernes Motionsdag".
  • Tal fra 2018 viser, at 96 procent af Danmarks folke-, fri-, privat- og specialskoler deltager i Skolernes Motionsdag med knap 650.000 aktive elever. Det gør begivenheden til verdens største motionsevent for skolebørn - og oveni tallet kan lægges flere efterskoler, gymnasier og erhvervsskoler samt et ikke opgjort antal daginstitutioner.

Kilde: Dansk Skoleidræt