Slut med at savne bold, bajere og bøger - onsdag åbner det meste igen

Værtshuse, barer og spisesteder, biblioteker, indendørs idrætsanlæg, superligastadioner og storcentre er atter åbne.

Onsdag bliver en ny milepæl i genåbningen af samfundet. Nu er de fleste forretninger og kulturinstitutioner igen åbne, selvom det sker med en række restriktioner for at nedbringe smittefaren.

I TV SYDs område betyder det igen åbne storcentre i Sønderborg, Esbjerg, Kolding og Vejle.

Overalt kan man igen få stillet både tørst og sult, ligesom den kulturelle hunger også tilgodeses med åbne museer og biblioteker.

I eftermiddag er Sønderjyske en del af genåbningen af de danske stadions, når den første superligakamp med tilskuere siden december sættes i gang klokken 18 i Lyngby. Torsdag aften lukkes der omkring 4.500 tilskuere, når Vejle Boldklub tager mod AC Horsens. 

Der er ingen tvivl om, at by- og gadebilledet onsdag vil være præget af genåbningen, som sker med en række nye krav om afstand og et lempet forsamlingsforbud. 

De to lokale politikredse har under hele corona-perioden været synlige på de steder, hvor mange erfaringsmæssigt samles. 

- Vores patruljer vil være til stede i gadebilledet og andre steder på deres rundtur som vanligt, siger vagtchef Henrik Sønderskov, Syd- og Sønderjyllands Politi, tidligt onsdag morgen.

Nu åbner

Her er en liste over nogle af de aktiviteter, som igen kan åbne fra onsdag:


* Caféer og restauranter får lov til at åbne for indendørs servering. Dog med krav om bordbestilling og fremvisning af coronapas. Der er ingen krav om coronapas ved udendørsservering. Sidste udskænkning er klokken 22.00.


* Tilskuere får lov til at vende tilbage til stadioner i Superligaen, Kvindeligaen, 1.- og 2. division samt ved A-landskampe for herrer og kvinder med klart adskilte sektioner med maksimalt 500 tilskuere i hver og med krav om coronapas.


* Daghøjskoler, inklusive seniorhøjskoler, kan åbne med testkrav svarende til testmodellen på uddannelsesområdet.


* 5.-8.-klasses elever kan få undervisning udendørs i de uger, hvor der ikke er adgang til indendørs undervisning.


* Afgangseleverne i grundskoler og på voksenuddannelser må have 80 procent fremmøde, mens erhvervsuddannelser må genåbne i fuldt omfang.


* Studerende på landets videregående uddannelser må nøjes med 30 procent fremmøde.


* Forsamlingsloftet hæves, så det fra onsdag er muligt at samles ti personer indendørs og 50 personer udendørs.


* Anbefalingerne om, at indendørs gudstjenester og kirkelige handlinger højst må vare 30 minutter og skal gennemføres uden fællessang, lempes.


* Der åbnes for mere indendørs idræt for unge og ældre.



Kilde: Justitsministeriet og Ritzau