Slut med kontantkøb i bussen

Sydtrafik og Midttrafik lukker nu helt for indstigning af fordøren samt muligheden for at købe billet i bussen.

Sydtrafik og Midttrafik tager nu konsekvensen af de ændrede afstandskrav i den kollektive trafik og lukker helt for indstigning gennem fordøren i bussen, muligheden for at købe billet i bussen samt at betale med kontanter i flextrafik-bilen fra torsdag d. 14. januar, skriver de to trafikselskaber i en pressemeddelelse.

- Vi har et stort ønske om at passe på både chauffører og passagerer samt at give chaufførerne de bedst mulige arbejdsbetingelser. Derfor lukker vi midlertidigt for muligheden for at betale med kontanter, oplyser Lars Berg, direktør for Sydtrafik.

Som passager har man fortsat selv ansvaret for at købe en gyldig billet på Sydtrafiks mobilbillet-app, inden man stiger på bussen - alternativt bruge sit rejsekort, der skal tjekkes ind ved standeren midt i eller bag i bussen.

- Som alle andre håber vi, at de skærpede nationale tiltag snart igen vil kunne lempes. Når det sker, vil vi igen åbne såvel bussernes fordøre som kontantsalget i busser og flextrafik-bilerne, siger Lars Berg.

Fordøren åbner - for udluftning

Al indstigning skal fra torsdag ske gennem de midterste og bagerste døre i busserne hos både Sydtrafik og Midttrafik, men passagererne vil alligevel opleve at fordøren bliver åbnet ved nogle stoppesteder. Det bliver nemlig anbefalet at sikre en god udluftning af bussen, hvilket er med til at nedsætte risikoen for smitte i bussen.

De øvrige retningslinjer, med kun en person pr. dobbeltsæde og det øgede fokus på rengøring i bussen, fortsætter uændrede, så længe de nationale restriktioner fastholdes. 

Kun busser med selvbetjening må afvise kontanter

Kun busser med selvbetjening kan afvise at tage imod kontanter. Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Flere kunder klagede sidste år over, at flere selskaber ikke ville tage imod kontanter på grund af smitterisikoen.

Men det må du altså kun, hvis de er indrettet som ubemandede selvbetjeningsmiljøer - for eksempel med rejsekort.