Smitte på plejehjem trods vaccine: - Man er først sikret efter anden dosis

I Varde Kommune er plejehjemsbeboere testet positiv for corona, selvom de har fået deres første dosis af vaccinen. Det betyder dog ikke, at coronavaccinen ikke virker.

Fredag får de sidste beboere på landets plejecentre, der har ønsket det, det første stik med coronavaccinen. Det betyder imidlertid ikke, at faren for at blive smittet med corona er ovre. 

quote

Man skal ikke sænke barrikaderne så snart, man har fået det første stik.

Thorkild Sloth Pedersen, ældrechef i Varde Kommune

På plejehjemmet Carolineparken i Varde er to beboere er konstateret smittet ved et rutinetjek, selvom de har fået den første dosis af coronavaccinen den 30. december.

- Vi har gennemført en test af alle beboere og medarbejdere på plejehjemmet den 4. januar, og der er to beboere, der er blevet testet positiv, siger Thorkild Sloth Pedersen, der er ældrechef i Varde Kommune.

Det er endnu ikke sikkert, hvordan beboerne er blevet smittet, men vaccinen begynder tidligst at beskytte mod smitten 10 dage efter, det første stik er blevet givet. Udover beboerne er også to ansatte på plejehjemmet konstateret smittet med corona.

Ét stik betyder ikke immunitet

Selvom over 20.000 personer i Region Syddanmark til og med fredag har fået den første dosis af coronavaccinen, så er det for tidligt at begynde at slække på coronavanerne, forklarer Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark. 

quote

Det er rigtig vigtigt, at plejehjemmene fortsat opretholder de adfærdsregler, der er blevet indført med afstand, mundbind og håndsprit.

Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark

- Det er rigtig vigtigt, at plejehjemmene fortsat opretholder de adfærdsregler, der er blevet indført, med afstand, mundbind og håndsprit, for man er først sikret efter anden dosis, siger han. 

Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark, minder om, at forholdsreglerne stadig skal overholdes, selvom man har fået første dosis af coronavaccinen.
Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark, minder om, at forholdsreglerne stadig skal overholdes, selvom man har fået første dosis af coronavaccinen.

Det første stik giver en vis immunitet over for corona, men effekten viser sig først 10 til 14 dage efter den første dosis. Vaccinen er først er 95 procent effektiv efter anden dosis. Lige nu lyder anbefalingen, at anden dosis skal gives 21 dage efter den første.

- Man skal stadig opretholde de samme adfærdsregler, selv når coronavaccinen er gennemført, men det gør måske tilværelsen noget nemmere for plejehjembeboere, fordi de kan modtage besøg fra pårørende osv., når de er blevet vaccineret, siger Kurt Espersen.

Fortsætter restriktioner

Carolineparken var det første plejehjem i Varde Kommune, der modtog coronavaccinen den 30. december, og de sidste beboere fik fredag den første dosis. Retningslinjerne for beboere og personale forbliver de samme som før.

- Vi fortsætter på samme måde som før. Man skal ikke sænke barrikaderne så snart, man har fået det første stik. Og vi bliver også ved med at overholde restriktionerne, når anden dosis er givet, siger Thorkild Sloth Pedersen.

Udover beboerne på plejecentrene har en del af personalet også fået den første dosis af coronavaccinen. Der er dog stadig beboere, der har valgt ikke at få vaccinen eller er for svækket til at modtage vaccinen. For dem, der har fået den første dosis, er der kun tilbage at vente på næste runde.

- Det, vi har fået at vide, er, at Regionen kontakter os, så snart de ved, hvornår de næste doser kommer. Og vi er klar, når de ringer, siger Thorkild Sloth Pedersen.