Smitten er på sit laveste siden februar

Det samlede antal nysmittede i TV SYDs 14 kommuner har ikke været lavere siden 12. februar.

Onsdagens opgørelse fra Statens Serum Institut viser, at der er registreret 398 syd- og sønderjyder med covid-19 de seneste syv døgn.

Tallet er det laveste siden 12. februar.

Der er færrest borgere i Aabenraa Kommune, som er smittet sammenlignet med resten af syd- og sønderjyderne. Onsdag er der registreret ti nye smittede over den seneste uge. Det giver et incidenstal, der hedder 17.

Det betyder, at kommunen er den eneste i TV SYDs sendeområde, som ligger under myndighedernes bekymringsgrænse.

Myndighedernes bekymringsgrænse

Sundhedsmyndighederne har en bekymringsgrænse ved 20 smittede om ugen per 100.000 indbyggere. 

Faldende kontakttal

Resten af kommunerne i det syd- og sønderjyske har også faldende smittetal, og det er et sigende billede for smittetallene generelt i Danmark.

På landsplan er 904 nye covid-19 smittede registreret onsdag. Opgørelsen skal dog ses i lyset af tekniske problemer hos Statens Serum Institut i begyndelsen af denne uge. Dagens tal kan derfor være overestimeret.

På Twitter udtrykker Sundhedsminister Magnus Heunicke også sin begejstring for den nedadgående smitte. Han skriver, at kontakttallet er faldet fra 1,1 til 0,8. Det betyder, at ti smittede i gennemsnit giver smitten videre til otte andre. 

Flere kommuner næsten halvvejs med vaccinerne

Vaccinerne til syd- og sønderjyderne skrider også frem.

Aabenraa, Esbjerg, Sønderborg og Varde kommuner har givet næsten halvdelen af sine borgere det første stik. Fanø indtager førstepladsen med 61 procent, der har påbegyndt sin vaccination.

Dagens opgørelse fra Statens Serum Institut viser, at næsten hver fjerde dansker er færdigvaccineret.