Smitten falder i halvdelen af kommunerne: Tønder er nu under bekymringsgrænsen

Generelt for de 14 kommuner i TV SYDs sendeområde er smittetallet lavere end opgørelsen i går.

For første gang i fem dage viser tallene fra Statens Serum Institut et lavere antal smittede borgere sammenlignet med tallene dagen før, hvis man ser på de 14 kommuner, som TV SYD dækker. 

871 er inden for den seneste uge testet positiv med covid-19, mens gårsdagens tal lød på 886 smittede. 

Hvis man dykker ned i tallene for de enkelte kommuner, så kan man også få øje på små skridt i den rigtige retning. I syv kommuner falder smittetallene, i to kommuner står de stille og i fem stiger de.

Fald flere steder

Særligt i Tønder Kommune, hvor man i dag har syv smittede indenfor de seneste syv dage. Sammen med Fanø Kommune, hvor der ikke er nogen smittede, er de under myndighedernes bekymringsgrænse, der lyder på et incidenstal på 20 smittede pr. 100.000 borgere. I Tønder Kommune har de et incidenstal på 18,8. 

Ny opgørelse

Bemærk at tallene, der udgives af Statens Serum Institut, nu også indeholder tal fra private testudbydere. Det har de gjort siden d. 10. marts 2021. 

Horsens og Hedensted er de to kommuner i området, der tager de største nyk nedad med henholdsvis syv og seks færre smittetilfælde sammenlignet med gårsdagens opgørelse fra Statens Serum Institut. 

Vender skuden i Esbjerg?

Smittetallene i Esbjerg er de seneste døgn gået en vej, og det er opad. I dag viser opgørelsen dog, at man i Esbjerg Kommune har tre færre smittede over en uge siden gårsdagens tal. Det er altså første gang siden Statens Serum Institut ændrede deres opgørelse, at Esbjerg Kommune har et lavere smittetal end dagen før. I dag lyder det på 232 smittede over en uge.

I Kolding Kommune er det gået i den stik modsatte retning, hvor der igen i dag er lavere smittetal end gårdagens. 129 smittetilfælde er bekræftet inden for den seneste uge, og det er fem færre end i går. 

Søndagens smittetal

Tabelforklaring:

Kommune: smittetal de seneste syv dage (incidenstal pr. 100.000 indbyggere)


Esbjerg: 235 (203,7)

Vejle: 166 (143,7)

Kolding: 129 (138,7)

Horsens: 101 (111,3)

Aabenraa: 58 (98,9)

Haderslev: 51 (91,7)

Billund: 22 (82,8)

Hedensted: 26 (55,7)

Sønderborg: 29 (39,1)

Vejen: 16 (37,5)

Fredericia: 18 (35,2)

Varde: 16 (32)

Tønder: 7 (18,8)

Fanø: 0 (0)


Kilde: Statens Serum Institut

Vaccination skrider fremad

På landsplan er hver tiende nu vaccineret med første stik, mens lidt flere er vaccineret i Region Syddanmark. Her er 10,5 procent af borgerne vaccineret med første stik, mens fire procent er færdigvaccineret med to stik. 

541 nye smittede

Siden i går er der fundet 541 personer, der er testet positiv med covid-19 i Danmark. I alt er det foretaget 193.479 tests, hvilket omfatter PCR-tests og lyntests fra både det offentlige og de private udbydere.

I samme periode er antallet af indlagte steget med fire til 217. 

39 personer er indlagt på intensiv, mens 25 er i respirator. En enkelt person er død med covid-19.