Nyeste smittetal: To kommuner er mørkerøde

Både i Horsens og i Billund er antallet af smittede steget. Horsens er nu den kommune med det sjette højeste incidenstal i hele landet.

Mens der mandag bliver noteret et mindre fald i antallet af smittede i hele Syd- og Sønderjylland, fortsætter stigningen i især to kommuner.

I Horsens er der mandag registreret 117 smittetilfælde indenfor de seneste syv dage. Det giver et incidenstal på 129, hvilket betyder, at Horsens Kommune er nummer seks på listen over kommuner med flest smittede per 100.000 indbyggere.

Antallet af smittede i Horsens stiger dermed for 11. dag i træk.

I Billund er antallet af smittetilfælde indenfor de seneste syv dage steget til 26. Det giver et incidenstal på 98. Her har stigningen for alvor taget fart henover weekenden. Fredag var der registreret 11 smittede svarende til en incidens på 41.

Samlet er der i Syd- og Sønderjylland dog sket et mindre fald i antal smittede. Mandag er der konstateret et samlet smittetal på 361 indenfor de seneste syv dage. Det er et fald på seks siden søndag.

På landsplan er der efter en række dage med et fald igen sket en stigning. Søndag blev der registreret 340 nye smittetilfælde. Det tal er mandag oppe på 389.

Ifølge Statens Serum Institut er der indlagt 107 patienter. De 19 er indlagt på intensivafdeling. Siden søndag er der registrerede  yderligere to dødsfald.