Smitten stiger fortsat kraftigt i Horsens

På landsplan er der 444 nye smittede i dag, og det er tredje dag i træk, at tallet er over 400.

Efter et udbrud af covid-19 på Danish Crowns slagteri i Horsens er smitten lige nu i en voldsom stigning i kommunen. Smittetallet for Horsens Kommune de seneste syv dage er nu steget til 102 tilfælde, og det giver et incidenstal på 112, hvilket er det højeste i Syd- og Sønderjylland.

Udbruddet på slagteriet blev første gang konstateret torsdag, og siden fredag er incidenstallet steget yderligere. Dagens stigning har ifølge borgmester Peter Sørensen, Socialdemokratiet, ikke umiddelbart noget med udbruddet på slagteriet at gøre.

- Alderen tyder på, at de smittede ikke er i arbejde, men vi kan jo ikke udelukke, det har en relation til slagteriet, siger han.

Danish Crown har for tiden en intensiveret kontrol af deres medarbejdere, når de møder på arbejde. På denne måde har man konstateret flere smittetilfælde ved ansatte, der ikke har haft symptomer.

Tre kommuner kommer af bekymringslisten

Fra i går til i dag er tre kommuner i Syd- og Sønderjylland blevet fjernet fra myndighedernes bekymringsliste. De tre kommuner er Aabenraa, Tønder og Fanø. Derudover er Varde og Haderslev heller ikke er på bekymringslisten.