TV der bevæger dig

COVID-19

Smitten stiger i Syd- og Sønderjylland – Horsens slår kedelig rekord

For femte dag i træk falder antallet af indlagte på landsplan – til gengæld når Horsens og Billund det højeste niveau af smittede dette efterår.

Foto: Lasse Lund Hansen

For tiende dag i træk stiger smittetallene for Horsens Kommune. De seneste syv dage er der konstateret 111 smittetilfælde i kommunen. Det giver et incidenstal for de seneste syv dage på 122 smittede pr. 100.000 indbyggere i kommunen. Alle kommuner med et incidenstal på over 20 havner på myndighedernes bekymringsliste.

Horsens er den kommune i TV SYDs dækningsområde, der har det højeste incidenstal. På landsplan har kommunen det syvendehøjeste incidenstal. Torsdag lå Horsens’ incidenstal på 39, men siden er det steget temmelig kraftigt til nu 122, blandt andet fordi der er blevet konstateret et smitteudbrud blandt medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Horsens.

Læs også Coronavirus nærmer sig syd- og sønderjyske minkfarme: Det er svært at sove om natten

Også i Billund Kommune er smitten steget bemærkelsesværdigt fra i går til i dag. Her er incidenstallet for de seneste syv dage steget til 83 smittede pr. 100.000 indbyggere, hvilket er over en fordobling fra fredag.

Samlet set er der de seneste syv dage konstateret 367 smittetilfælde i Syd- og Sønderjylland. I går var det tal 346.

På landsplan er der i dag konstateret 340 nye smittetilfælde siden i går, hvilket er et fald på cirka 100 fra de seneste dage.

Mest sete på tvsyd.dk