Smitteramte skoler åbner igen med flere nødplaner i skuffen

Munkevængets Skole i Kolding har både en plan A og B klar, når eleverne mandag vender tilbage efter et stort smitteudbrud.

På mandag åbner 15 skoler og 28 daginstitutioner i Kolding Kommune efter en to uger lang nedlukning.

I midten af februar bredte et smitteudbrud sig på Munkevængets Skole blandt elever og lærere, efter at de mindste klasser var kommet tilbage i skole efter to måneders fravær.

Derfra accelerede smitten i Kolding kommune, indtil man 19. februar ramte landets højeste smittetryk.

- Vi er rigtig glade for at kunne byde velkommen til de mindste elever igen på mandag. Vi er total klar og har forberedt os et par dage. Vi har både en plan A og en plan B, så vi er helt klar, siger Stine Kirk Jensen, skoleleder på Munkevængets Skole

Det bliver sådan, at hver klasse kun er sammen med sig selv og ikke andre. Hverken i pauser eller timer. Der kommer også til at være rigtig få voksne om hver klasse, så smittecirklerne er små, hvis uheldet er ude. Frikvartererne bliver holdt som forskudte pauser, og eleverne møder heller ikke ind på samme tid.

- Vi har lært, at vi skal kunne lukke rigtig hurtigt ned, så vi kan straks få inddæmmet smitten. Sidste år lukkede vi klasser ned en ad gangen, når der var smittetilfælde. Nu skal vi være hurtigere til at sende flere hjem og måske endda lukke helt ned, sigerskoleleder  Stine Kirk Jensen.

Borgmester glad på børnenes vegne

Koldings borgmester Jørn Pedersen, (V), erkender, at der altid vil være en risiko. 

- Vi skal erkende, at vi ikke er i bund endnu, selvom vi er godt på vej. Så vi skal blive ved med at teste. Lige nu er jeg bare glad på børnenes vegne, som har set frem til det her. Og så kan forældrene igen komme til at passe deres arbejde, siger borgmeseren.