Smittestigning i vestkystkommuner: - Vi nærmer os en krisesituation

Corona-smitten breder sig fortsat i de fem coronaramte kommuner, der er på Sundhedsstyrelsens bekymringsliste i TV SYDs sendeområde. Særligt i Varde og Esbjerg går det den forkerte vej, og det vækker bekymring.

Både i Varde og Esbjerg Kommuner er der tirsdag fortsat grund til bekymring over de stigende smittetal. Med 18 smittede pr. 100.000 indbyggere nærmer Varde Kommune sig et kritisk niveau, fortæller borgmester Erik Buhl (V).

quote

Det nærmer sig der, hvor vi er i en krisesituation.

Erik Buhl (V), borgmester, Varde Kommune

- Det nærmer sig der, hvor vi er i en krisesituation. Ved 20 smittede kommer vi til at sætte os sammen i krisestaben og vurdere næste træk. Hvad det bliver, har vi ikke forholdt os til endnu, siger Erik Buhl.

Appel til borgerne

Han fortæller, at kommunen løbende er i dialog med sundhedsmyndighederne og gør alt for at følge retningslinjerne. 

Alligevel har han en vigtig appel til borgerne.

- Jeg vil gerne komme med en kraftig opfordring til hver enkelt borger om at passe rigtig godt på hinanden i den her tid. Min frygt er, at vi rammer et smittetal, så vi skal til at lukke ned for samfundet igen. Her bekymrer jeg mig særligt for turisterhvervet herude, siger Erik Buhl.

Plejehjem ramt

Styrelsen for Patientsikkerhed har indført besøgsforbud på Plejehjemmet Karolineparken i Varde, hvor der er konstateret smitte med coronavirus. 

Et besøgsforbud betyder, at der som udgangspunkt ikke må komme besøgende på plejehjemmet. Der er dog enkelte undtagelser. De nærmeste pårørende må fortsat gerne komme på besøg, ligesom der må aflægges besøg i kritiske situationer.

Bekymrende tal

Også i Esbjerg går antallet af smittede i den forkerte retning. Tirsdag er der 62 smittede pr. 100.000 borgere mod 49 mandag. Fanø Kommune har fortsat fire smittede, og har altså ikke registreret flere tilfælde det seneste døgn.

I Vejle og Horsens Kommuner er der også moderate stigninger i antallet af smittede. Begge kommuner har fortsat et incidenstal over 30 og mere end 40 smittede pr. 100.000 indbyggere.

Klik med musen på grafikken eller peg med fingeren på din mobil for at se tallene fra den enkelte kommune: