Smittetallet i Syd- og Sønderjylland falder

De seneste to dage har smittetallet i Syd- og Sønderjylland ligget over 400. Nu er tallet faldet med 41 og kommer under 400.

Der har været en støt stigning i covid-19-smittetallet i Syd- og Sønderjylland, men nu har det taget et større fald. Torsdag lå tallet på 429 smittede over de seneste syv dage, fredag ligger tallet på 388. Forklaringen på faldet kan blandt andet findes i Horsens Kommune, hvor smittetallet steg drastisk i sidste uge.

Da Horsens Kommune havde mange nye smittede fredag i sidste uge, er der et natuligt fald i dag. Men der er flere kommuner end Horsens, der fredag har et fald.

Både Vejle, Hedensted, Fredericia og Kolding Kommuner har små fald i smittetilfælde. De ligger dog alle over bekymringsgrænsen, som er 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Både Horsens og Billund Kommuner har været blandt de kommuner i landet med størst smitte. Torsdag lå Horsens Kommune som nummer fem og Billund som nummer tre. Fredag er Horsens Kommune, med et fald på 36, nummer ni og Billund nummer fire.

Tallene i Billund, Varde, Haderslev, Sønderborg og Aabenraa Kommuner er uændret, og her findes de eneste to kommuner, Varde og Aabenraa, som befinder sig under bekymringsgrænsen.

I Esbjerg, Fanø og Tønder Kommuner er der en stigning på ét smittetilfælde og i Vejen Kommune en stigning på tre.

Stabilt på landsplan

Torsdag var der 430 nye smittetilfælde på landsplan, som fredag er faldet til 418.

Der er dog indlagt seks flere, men ingen dødsfald.

Se de enkelte tal for landsdelens kommuner på kortet her.