Smittetallet stiger igen i flere kommuner

Efter at smittetallet for de 14 syd- og sønderjyske kommuner tog et dyk ned onsdag, er det samlede tal igen steget. Især Vejle Kommune har fået flere smittede.

Det er fortsat Sønderborg kommune, der lige nu registrerer det højeste smittetal inden for de seneste syv dage.

Siden onsdag er det aktuelle tal steget fra 97 til 98. Det betyder, at der er 132,2 smittede per 100.000 indbyggere.

Men det er Vejle Kommune, der oplever den meste markante ændring siden onsdag. Her er antallet af smittede inden for de seneste syv dage steget fra 113 til 138. Det betyder, at Vejle nu har et incidenstal på 119,4.

Også Kolding har fået flere smittede. Her er tallet steget fra 93 til 100 smittede inden for de seneste syv dage.

I den modsatte ende ligger Fredericia Kommune. Her er der registreret 20 smittede, og med et incidenstal på 39,1 er Fredericia en af de kommuner i landet med de laveste aktuelle smittetal.

Her skal Fanø Kommune også nævnes. De har lige nu slet ingen smittede inden for de seneste syv dage.

På landsplan er 1223 personer smittet inden for det seneste døgn. Det er en stigning siden onsdag, hvor der var 936 smittede.

Antallet af indlagte er faldet fra 184 til 182.

Yderligere fire personer smittet med coronavirus har siden onsdag mistet livet.