Søndagens smittetal: Hedensted firdobler smitten på en uge

Hedensted Kommune har landets femtehøjeste smittetryk.

Smittetrykket i Hedensted Kommune fortsætter med at stige. Søndagens incidenstal viser, at der er 175,6 smittetilfælde per 100.000 indbyggere i kommunen.

Det svarer til, at smittetrykket i Hedensted cirka er firdoblet på en uge. Søndag den 11. april var incidenstallet i kommunen 45.

Den seneste uge er der registreret 82 smittede i Hedensted Kommune, blandt andet forårsaget af et smitteudbrud på Rask Mølle skole, der nu har ført til at  Hvirring sogn er ramt af nedlukning , fordi smitten er for høj.

Stigende smitte i Syd- og Sønderjylland

På landsplan er der registreret den højeste andel af smittede de seneste to uger. Det skyldes blandt andet, at flere bliver testet lige nu, da det kræver et negativt prøvesvar at gå til for eksempel frisøren.

I de 14 syd- og sønderjyske kommuner, som TV SYD dækker, er der de seneste syv dage registreret 678 smittede, hvilket er det højeste antal siden slutningen af marts.

Udover de nye smittetilfælde i Hedensted Kommune har også Horsens, Sønderborg, Tønder og Esbjerg en stigning fra i går til i dag. I Horsens er der den seneste uge registreret 110 smittede, hvilket er en stigning på 12 fra i går. Også Fredericia skiller sig ud. Fredericia Kommune har lige nu landets ottendehøjeste smittetryk med et incidenstal på 152,4.