Sønderborg Sommer Revy - nu i juleudgave for at lukke hullet i økonomien

I et forsøg på at lukke hullet i økonomien afholder holdet bag dette og næste års Sønderborg Sommer Revy søndag juleshow.

De plejer at træde op på scenen om sommeren for at give publikum et godt grin. 

Men i år er alt som bekendt anderledes.

Derfor afholder Sønderborg Sommer Revy i år et juleshow, hvor skuespillerne fra dette og næste års udgave af revyen plus en hemmelig gæst optræder for en aften.

Det skal være med til at gøre det uundgåelige underskud mindre.

For selvom revyen har fået del i den hjælpepakke, der skal støtte aflyste kulturarrangementer, så kommer coronaen til at sætte sine spor i pengepungen.

- Vi har ikke haft en krone i indtægt. Det er hårdt ved en sommerrevy kan man roligt sige. Så det her er både et lille hjælpeshow, men det er samtidig noget med at vifte med flaget og sige ”vi er her”, siger Jeanne Boel, der er leder af Sønderborg Sommer Revy.

Overskuddet fra forestillingen kommer derfor til at gå til at dække lidt af det økonomiske tab, som revyen på trods af hjælpepakkerne står med. I maj besluttede ledelsen at aflyse årets revy, men med juleshowet bliver der alligevel lidt revy-stemning i byen.

Støtte fra lokale virksomheder

Lokale virksomheder har desuden bidraget med gaver, der skal udloddes til publikum for på den måde at støtte revyen, der plejer at tiltrække over 20.000 publikummer.

I 2017 indgik revyens ”grand old man”, Leif Maibom, og hans kone en aftale om et generationsskifte med Jeanne Boel og Klaus Kristensen, der effektueret i 2021, hvor Leif og Johnna Maibom træder ud af den daglige ledelse.