Sommerbølge med corona efter tredobling i smittetal

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, forventer en ny bølge med coronavirus i Europa hen over sommeren.

En ny bølge af coronavirus forventes at feje en over Europa i løbet af sommeren, forventer Verdenssundhedsorganisationen, WHO

- Virusset vil ikke forsvinde, bare fordi landene holder op med at holde øje med det, siger WHO-chef Hans Kluge i et interview med nyhedsbureauet AFP.

Meldingen kommer, efter at WHO har registreret en tredobling i antallet af nye smittetilfælde den seneste måned.

- I takt med at lande over hele Europa har lempet deres coronarestriktioner fra tidligere, vil virusset sprede sig og nå høje niveauer hen over sommeren, siger Hans Kluge.

Den mildere, men mere smitsomme omikronvariant kaldet BA.5 har ført til en tredobling af antallet af smittetilfælde i Europa.

Halv million daglige smittetilfælde

I de 53 europæiske lande bliver der i øjeblikket målt lige under en halv million daglige smittetilfælde ifølge WHO's tal.

I slutningen af maj blev der målt omkring 150.000 nye smittetilfælde om dagen.

Det er særligt i Østrig, Cypern, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Luxembourg og Portugal, at smitten er stigende. Også i Danmark er der i de seneste uger blevet set en stigning i antallet af smittede.

Lavere antal døde 

Til gengæld ligger antallet af daglige dødsfald relateret til coronavirus betydeligt lavere end i vinter.

Her blev der registreret mellem 4000 og 5000 daglige dødsfald, hvorimod der i øjeblikket bliver registreret omkring 500 nye coronarelaterede dødsfald i Europa.

- Vi håber, at de stærke vaccineprogrammer, de fleste medlemslande har indført, vil betyde, at vi undgår de mere alvorlige konsekvenser, som vi så tidligere i pandemien, siger Kluge.

Han opfordrer personer med luftvejsproblemer til at tage imod revaccination og bruge mundbind i tætbefolkede områder.