Sommerhusudlejer om grænseåbning: - Det batter jo intet

Direktør for Fanøs største sommerhusudlejning er voldsomt skuffet over gårsdagens forhandlinger, som hun mener, der intet nyt kom ud af.

- Det er simpelthen så skuffende. Jeg forstår det ikke. Hvad kom der ud af deres forhandlinger i går? Intet. Det, der kom, batter slet ikke noget for en ø som Fanø.

Så kontant er udmeldingen fra Hanne Thyssen, indehaver af Danibo, der udlejer omkring 700 feriehuse på Fanø.

quote

Det er simpelthen så skuffende. Jeg forstår det ikke. Det, der kom, batter slet ikke noget for en ø som Fanø

Hanne Thyssen, direktør, Danibo, Fanø

Ifølge Hanne Thyssen burde det lave smittetryk i Tyskland og i Danmark have givet anledning til, at regeringen havde åbnet for, at turisterne fra vores naboland i syd måtte komme ind over grænsen allerede nu.

- Vi får oplyst, at smittetrykket er lavt i både Danmark og Tyskland, så vi mangler et sundhedsbegrundet svar på, hvorfor vi ikke åbner. Jeg kunne sagtens se en differentieret åbning af grænserne, så folk kunne komme ind i landet fra Tyskland og Norge, og så må svenskerne komme, når deres smittetryk er faldet, hvis det er stopklodsen, mener Hanne Thyssen.

Siden Danmark lukkede ned på grund af covid-19, har Fanø ifølge Hanne Thyssen mistet omkring 120 millioner kroner i omsætning, og det ser nedslående ud, hvis det fortsætter sådan.

- Lige nu mister øen omkring 90 procent af alle udlejninger. Det er skidt for samfundsøkonomien, at vi ikke kommer i gang.

Nu håber Hanne Thyssen, at der den 29. maj er en plan fra regeringens side om åbning af de danske grænser.

- Gud forbyde, at grænserne ikke bliver åbnet til sommerferien. Hvis det ikke sker, så vil der kun komme danskere i de tre sommeruger i juli, og det er stort set det.

I Danmarks næststørste turist-kommune havde de håbet på mere

Varde Kommune er landets største ferie-kommune for udenlandske turister udenfor København med cirka 4,5 millioner overnatninger i 2019 og oprindeligt forventninger om et endnu bedre 2020.

Derfor er der også skuffelse at spore hos borgmester Erik Buhl (V).

- Hvis vi havde fået pinsen med, så kunne bare dén uge have gjort en forskel på indtægter i forårssæsonen. Lige nu mister vi alene i Varde Kommune ti millioner kroner i døgnet. 

Erik Buhl har derfor også en opfordring til regeringen om at have en præcis køreplan parat efter forhandlingerne den 29. maj.

- Hvis jeg skal sige noget positivt, er det, at museer og andre kulturoplevelsessteder kan åbne nu, så er de klar, når gæsterne må komme, men jeg er skuffet over, at erhvervet efterlades i usikkerhed endnu 14 dage.