Statsministeren: Grænsen lukker lørdag middag

Statsminister Mette Frederiksen meddeler på pressemøde i Statsministeriet, at den dansk-tyske grænse lukker.

Fra i morgen lørdag kl. 12.00 lukker de danske grænser midlertidigt.

Det gælder også den dansk-tyske grænse i Sønderjylland.

- Alle turister og udlændinge, der ikke kan bevise, at de har et formål i Danmark, får ikke lov til at komme ind i Danmark. Danskere vil altid få lov til at komme ind i Danmark, sagde statsminister Mette Frederiksen (Soc.dem.), der afslørede, at hun selv er blevet testet negativ for coronavirus.

Eneste undtagelse er, når man har et "anerkendelsesværdigt formål". Godstransport og flytransport fritages for forbuddet. Det skyldes, at import og eksport af varer ikke må stoppe. Det vil sige, at lastbilchauffører, der for eksempel kører med fødevarer eller medicin, vil få lov at passere grænsen. Også personer, der bor i Tyskland og arbejder i Danmark, vil få lov at passere.

Den fulde grænsekontrol vil først være oppe at køre på fuld kraft om nogle dage. Det kommer til at gælde alle Danmarks grænser. Forsvaret vil blive sat på opgaven med at bevogte grænserne.

Grænsekontrollen fortsætter foreløbig til og med påske. Altså til og med 2. påskedag 13. april. 

OK at besøge syg familie

Justitsminister Nick Hækkerup sagde på pressemødet, at et anerkendelsesværdigt formål kunne være, at man bor eller eller arbejder i Danmark. Eller skal besøge alvorligt syge familiemedlemmer.

- Et almindeligt familiebesøg er ikke et anerkendelsesværdigt formål.

Han understregede, at det vil bero på konkrete vurderinger.

Alle danskere skal komme hjem

Udenrigsministeriet skærpede tidligere fredag rejsevejledningen til hele verden, der nu er i orange. Det betyder, at danske borgere frarådes at foretage alle ikkenødvendige rejser ud af landet. Desuden opfordres alle danskere til at vende hjem hurtigst muligt, hvis de opholder sig i udlandet.

801 danskere er nu konstateret smittet. 23 personer er indlagt, og to af dem i meget kritisk tilstand.