Statsministeren vil sende økonomisk hjælp til minkavlerne

Mette Frederiksen varsler om økonomisk hjælp til minkavlerne, der står til at miste deres levebrød.

Regeringen er i fuld gang med at se på økonomisk hjælp til landets minkavlere, der nu skal aflive alle deres besætninger efter fund af en muteret virus i flere besætninger i Nordjylland.

Det meldte statsminister Mette Frederiksen ud onsdag aften på sin facebook-side, skriver nyhedsbureauet Ritzau.

- Mange af jer mister ikke alene jeres levebrød, men et livsværk. I nogle tilfælde hele slægtens værk som er gået i arv fra generation til generation. Selvom det er en ringe trøst, så er vi nu i fuld gang med at se på, hvordan vi kan hjælpe de berørte minkavlere økonomisk, skriver statsministeren.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

I forbindelse med et pressemøde onsdag præsenterede regeringen en såkaldt tempobonus til minkavlere, der selv får slået deres besætning ihjel.

Avlere får således 20 kroner per mink, de slår ihjel, hvis de tømmer besætningen inden for ti dage.

Det gælder dog kun for besætninger over 7500 dyr. For besætninger under 7500 dyr skal det ske inden for fem dage, hvis man skal have bonussen.

Erling Bonnesen, dyrevelfærdsordfører hos Venstre, kræver, at regeringen indkalder til forhandlinger om kompensation til minkavlerne med det samme.

- Der skal hverken erstattes for meget eller for lidt, men udgangspunktet må være, at de tab, regeringen forvolder med de her beslutninger, må dækkes. Det giver voldsomme menneskelige og økonomiske omkostninger, siger han.