Storcentrene forbereder sig til åbningen

Det var længe ventet, at storcentrene igen kan åbne dørene. Derfor var glæden stor, da de i dag fik beskeden om, at de kan åbne den 18. maj.

De er allerede begyndt at forberede sig i shoppingcenteret Broen i Esbjerg. Rundt omkring i centeret har de sat skilte op, hvor de handlende bedes huske at holde afstand til hinanden.

Derudover har de sat deres tællesystem ved dørene til at give ledelsen en advarsel, når de er ved at have for mange kunder i centeret. Er der for mange, må kunderne vente i kø udenfor.

En af dem der glæder sig til genåbningen af centeret er souschef Paw Nissen, Restaurant Flammen.

- Vi er superglade for at kunne åbne igen og få vores gæster på besøg. De har været søde til at købe takeaway, men det bliver dejligt at kunne forkæle dem lidt mere herinde i restauranten, fortæller souschefen.

I dagens aftale om genåbningen af Danmark står der, at storcentrene skal åbne med retningslinjer om ansvarlig indretning af udvalgsvarebutikker i detailhandlen mv. i lyset af udbruddet af covid-19. Det betyder fx, at der kan være færre gæster hos Paw Nissen.

- Vi tager de forhold, vi skal. Vi kommer ikke til at åbne, før det er helt sikkert at være her. Gæsterne skal ikke være nervøse, de får lidt ekstra plads, som næsten kun kan være en fordel for dem, siger han til TV SYD.

Alle regionens storcentre kan åbne igen den 18. maj.