Succes med gratis færgebilletter: 35.000 har sejlet til Fanø 

Voldsom stigning i antallet af gående og cyklende færgepassagerer mellem Esbjerg og Fanø.

Gratis færgebilletter i juli er en kæmpe succes i Esbjerg.

Overfarten til Fanø har i år oplevet en fremgang på 43 procent gående passagerer sammenlignet med samme periode sidste år. I alt har næsten 35.000 benyttet sig af en gratis tur med færgen i de to første uger af juli, hvor ordningen om gratis færger gælder.

Sidste år tog knap 24.000 rejsende turen over til Nordby, men i år er tallet steget med mere end 10.000, oplyser Molslinjen. 

På overfarten mellem Als og Fyn, Bøjden-Fynshav, er trafikken også steget markant. Her har der i første halvdel af juli været en stigning på 30 procent. 3.881 har fået en gratis overfart.

100.000 på alle ruter

Allerede onsdag aften registrerede tællerne hos Molslinjen, der driver syv indenrigsruter, de første 100.000 passagerer, som enten gående eller cyklende har nydt godt af sommerpakkens tilbud om gratis færgetransport i juli. I alt 53 rederier er tilmeldt ordningen og har modtaget et beløb til dækning af billetterne.

Et bredt flertal af Folketingets partier har afsat i alt 700 millioner kroner til en sommerpakke, der skal give danskerne bedre mulighed for at dyrke kultur- og naturoplevelser i sommermånederne.