Sydvestjysk helikopter flyver forsøgsmedicin rundt i Danmark

Et helikopterfirma fra Esbjerg var fredag rundt i Danmark med medicin, der måske kan bremse covid-19.

På Rigshospitalet ligger der lige nu et præparat, der hedder Remdesivir.

Måske - og indtil videre kun måske - kan det være med til at bremse covid-19, og i den kommende tid kan patienter med covid-19 blive tilbudt præparatet som led i en forsøgsbehandling.

Men inden præparatet, der lige er kommet fra USA, kan blive brugt i forsøget, skulle det fredag fragtes ud til de hospitaler, der er med i forsøget.

Remdesivir

Remdesivir er oprindeligt udviklet til at behandle andre alvorlige virusinfektioner, fx ebola eller de to tidligere coronavirusinfektioner SARS og MERS. Præparatet kan forhindre, at de viruspartikler, der er trængt ind i forsøgsdyrenes celler, begynder at formere sig – og bremser på den måde infektionens spredning.

Kilde: Rigshospitalet

Præcis 253 kilometer fra Rigshospitalets helikopterlandingsplads stod der en helikopter klar i Esbjerg Lufthavn med piloterne Gunnar Hansen og Bertha Harris. De havde meldt sig frivilligt til at tage flyveturen med forsøgsmedicinen.

Fredag klokken 12 fløj de derfor mod Rigshospitalet for at samle medicinen op og fragtede den ud til universitetshospitalerne i Aalborg og Odense.

- Turen gik som planlagt med den undtagelse, at vi også skulle have været forbi Aarhus Universitetshospital med forsøgsmedicinen, men det kom vi ikke. De var ikke klar til at modtage den endnu, siger Lars Skov, der er administrerende direktør i NHV Denmark.

Efter dagens flyvetur er der ikke planer om flere af den type fragtdage for helikopterselskabet NHV. Nu vil der nemlig blive oprettet en mere fast forsyningskæde til forsøgsmedicinen.

- Det redder måske kun en to-tre dage, at vi fløj i dag, men det gør, at tingene kan komme hurtigere i gang. Lige nu regner jeg ikke med at flyve mere med medicinen, men jeg har sagt, at hvis der er mere, vi kan gøre, så må de sige til, fortæller Lars Skov. 

To bioanalytikere fra Rigshospitalet står klar med en kasse af forsøgsmedicin, der skal til Odense.
To bioanalytikere fra Rigshospitalet står klar med en kasse af forsøgsmedicin, der skal til Odense.
Foto: Rigshospitalet

Frivillig hjælp

Firmaet flyver normalt personer til og fra boreplatforme i Nordsøen, men i dag er helikopterens last altså en lidt anden.

- Vi vil gerne hjælpe med at få løst det her (coronavirus, red.) så hurtigt som muligt. Vi gør det gratis, fordi vi ikke vil tage penge for noget, der måske kan redde mennesker, siger Lars Skov,

I mandags så han et tv-indslag med professor i infektionssygdomme fra Rigshospitalet, Jens Lundgren, der talte om, at præparatet skulle til Danmark.

- Jens Lundgren fortæller, at medicinen skal på en lang tur, inden den kan komme ud til hospitalerne. Under interviewet tænker jeg, at det må kunne gøres smartere. Så jeg finder hans email-adresse og skriver, at vi gerne vil flyve det rundt i vores helikopter, siger Lars Skov til TV SYD.

Koordinerer europæisk forsøg

Jens Lundgren er europæisk koordinator for forsøget med præparatet. Den 14. marts fortalte han til Politiken, at han netop var vendt hjem fra et møde i National Institute of Health i USA, hvor forsøget skulle planlægges.

- Vores håb er, at medicinen også kan virke på mennesker, der er inficeret med den aktuelle coronavirus, som plager verden lige nu, fordi den genetisk set har ganske meget til fælles med de to andre coronavirusser, som forårsager SARS og MERS. Så nu må vi krydse fingre for, at den virker hos de patienter, hvor infektionen har udviklet sig til en alvorlig og livstruende lungebetændelse, sagde professor Jens Lundgren til Politiken.

Jens Lundgren er professor i infektionssygdomme og leder det europæiske forsøg med Remdesivir.
Jens Lundgren er professor i infektionssygdomme og leder det europæiske forsøg med Remdesivir.
Foto: Tirpitz/Pressefoto

Helikopteren fra Esbjerg samlede forsøgsmedicinen op på Rigshospitalet klokken 13 for at flyve til Aalborg og Odense. Dagens flyvetur sluttede tre timer senere på NHVs landingsplads i Esbjerg.