På Regionshospitalet Horsens er ledelsen i gang med at udsætte planlagte operationer for at få senge og bemanding til at behandle et stigende antal corona-patienter og sikre, at der er personale til de øvrige sengeafsnit.
Hospitalet udsætter operationer og muligvis også enkelte ambulante undersøgelser, som ligger frem til og med den 3. januar 2021.
- Vi justerer løbende, men der er tale om ca. 70 operationer og undersøgelser frem til den 3. januar, oplyser Mette Vestergaard Rasmussen, der er kommunikationschef på Regionshospitalet Horsens.
I Region Syddanmark er de sydjyske sygehus endnu ikke begyndt systematisk at aflyse planlagte operationer som følge af belastning af covid-19.
Men sygehusene følger situationen tæt – og situationen kan ændre sig inden vi når jul, oplyser Carsten Bruun, der er presserådgiver i Region Syddanmark
Statens Seruminstitut har onsdag opgjort, at der i Region Syddanmark er 53 indlagte patienter med bekræftet covid-19 diagnose, otte af dem er indlagt på intensiv, og fire er i respirator.
Regionens jyske sygehuse har ni indlagte i Esbjerg på Sydvestjysk Sygehus, der er 12 indlagte på Sygehus Lillebælt og otte indlagte på Sygehus Sønderjylland.