Teltudlejer mistede ordrer på stribe, men så ringede den lokale børnehave

Selvom teltudlejningsfirmaerne har det hårdt i disse tider, så er der også nogen, der har fået nye ordrer i hus i forbindelse med genåbningen af skoler og daginstitutioner.

Efter påske genåbner en del af skolerne og daginstitutionerne.

Men hos Den Danske Børnehave i Løgumkloster er der ikke nok kvadratmeter til at leve op til myndighedernes retningslinjer. I stedet for at bruge bygninger andre steder i byen ringede børnehaven til den lokale teltudlejer for at leje et telt.

Og ordren er faldet på et tørt sted for Løgumkloster Teltudlejning, der både leverer telte, borde og stole til børnehaven.

– Det var en lettelse, da børnehaven ringede. Jeg tænkte: "Nå, så kommer der også noget ind, det er ikke kun afbestillinger". Så det var sgu fedt, siger medindehaver af Løgumkloster Teltudlejning Brian Feddersen.

Det er naboen til børnehaven, der har stillet sin grund til rådighed for børnehaven, så der kunne blive slået et telt op til børnene.

Brian Feddersen er medejer af Løgumkloster Teltudlejning
Brian Feddersen er medejer af Løgumkloster Teltudlejning
Foto: Troels Sørensen, TV SYD

Men Løgumkloster Teltudlejning er ikke det eneste firma, der har det hårdt i disse tider. 

TV SYD har været i kontakt med fem firmaer i Syd- og Sønderjylland, der lever af at udleje telte, toiletter og service til festivaler og fester. De oplyser alle, at coronakrisen har haft og får store økonomiske konsekvenser.

Så i Løgumkloster er Brian Feddersen bare glad for, at der er nogen til at leje hans telte.

– Normalt har vi næsten alt ude at rulle på den her tid af sæsonen, og det blev på et splitsekund revet væk. Der er ingen udlejning i gang lige nu, siger Brian Feddersen, medindehaver hos Løgumkloster Teltudlejning.

Ikke det eneste sted

Et andet teltudlejningsfirma, der forsøger at dække en del af de tabte indtægter ved at leje telte til skoler og daginstitutioner, er Østjysk Service- og Teltudlejning i Vejle.

Firmaet har nemlig lejet telte, stole og borde ud til et par af Vejle Kommunes skoler og daginstitutioner, der skal til at genåbne.

– Det er nok også den eneste faste indtægt, vi har på den her side af sommerferien, siger indehaver af Østjysk Service- og Teltudlejning, Kent Thomsen, til TV SYD.

Også hos Aamand Teltudlejning i Rødekro og Vojens håber man på at kunne stille telte til rådighed i forbindelse med genåbningen.

– Vi har snakket med en børnehave om at levere et telt. Vi håber på, at det lykkes. Vi har teltene hjemme, og vi vil gerne hjælpe, siger indehaver af Aamand Teltudlejning, Carsten Aamand.