Tirsdagens smittetal: Smittetrykket falder afgørende i to sogne

Smittetrykket er i det store hele stabilt i Syd- og Sønderjylland. Den seneste uge er 607 registreret smittede i Syd- og Sønderjylland.

To sogne tager i dag et skridt væk fra en potentiel nedlukning.

I går opfyldte de to sogne Fole og Bække i henholdsvis Haderslev og Vejen Kommune to ud af tre kriterier for en lokal nedlukning – i dag opfylder de to sogne kun ét kriterie. I Fole sogn er positivprocenten den seneste uge 3,7%, og i Bække sogn er den 3,8%, hvilket begge er over grænsen på 2,5%. Begge sogne har færre smittede per 100.000 indbyggere end i går.

Regler for nedlukninger

Kommuner lukkes ned:

  • ved 250 eller flere smittede pr. 100.000 borgere i kommunen (testjusteret).

    Sogne lukkes ned, hvis alle følgende tre kriterier er opfyldt:
  • Der er mere end 500 smittede pr. 100.000 borgere
  • Der er 20 eller flere smittetilfælde i alt de sidste syv dage
  • Positivprocenten er på 2,5 procent eller mere.
  • Nedlukkede kommuner/sogne kan genåbne, når sognet/kommunen er under niveau for ét af de relevante kriterier i syv dage i træk.

(Kilde: Statens Serum Institut)

I alt opfylder otte sogne i Syd- og Sønderjylland mindst et ud af tre kriterier for lokale nedlukninger. De otte sogne er:

  • Rejsby sogn, Tønder Kommune. Opfylder ét af tre krav.
  • Roager sogn, Esbjerg Kommune. Opfylder ét af tre krav.
  • Jerne sogn, Esbjerg Kommune. Opfylder ét af tre krav.
  • Fole sogn, Haderslev Kommune. Opfylder ét af tre krav.
  • Taps sogn, Kolding Kommune. Opfylder to af tre krav.
  • Bække sogn, Vejen Kommune. Opfylder ét af tre krav.
  • Veerst sogn, Vejen Kommune. Opfylder to af tre krav.
  • Vedslet sogn, Horsens Kommune. Opfylder ét af tre krav.


Sognene Taps og Veerst sogn er begge ét kriterie fra at blive nedlukket. 

Stabilt smittetryk

Dagens højeste smittetryk er i Vejen Kommune, hvor smitten spreder sig yderligere fra i går til i dag. I går var der 117,2 smittede per 100.000 indbyggere i dag er der 124,4 smittede.

Billund Kommune har i dag en større stigning i antal smittede. I går var der 86,6 smittede per 100.000 indbyggere, i dag er det tal steget til 109,1.

I Esbjerg Kommune finder man i dag det største fald i smitteantal fra i går til i dag. Her var der i går 110 smittede per 100.000 indbyggere, i dag er der under 100.

Overordnet set er smittetrykket stabilt i Syd- og Sønderjylland, hvor 607 personer er blevet konstaterede smittede den seneste uge.