Tomme Tønder buldrer slet ikke

Gaderne ligger øde hen i Tønder og butikkernes hylder er fyldt op med varer til de mange påsketurister, der plejer at besøge Tønder fra Tyskland.

Tønder lever fortrinsvist af de mange turister der fra nu af - kort før påske - plejer at valfarte til kommunen for at holde ferie eller handle.

Men i disse dage er det mere end vanskeligt at opdrive en tysk turist i tønder, og de lokale tøver også med at bruge penge.

Da TV SYD's reportagehold besøgte grænsekøbstaden var det tydeligt for enhver: Tønder er ramt. Hårdt ramt.

- Katastrofale følger

Frank Hoffmann, indehaver af tøjbutikken Mr. Hoff i Tønder, tøver ikke med at kalde den nuværende situation med en flere uger lang grænselukning for en katastrofe:

- Nu har de sagt, at det bliver til den 13. april. Det er til lige efter påske, og det er vores højsæson for turister. Specielt indenfor turismeerhvervet og sommerhusudlejningen får det katastrofale følger.

Ingen euros i kasseapparaterne

Få kilometer derfra er grænsen fra Tyskland lukket ned. Her står danske betjente, der venligt - men bestemt - forhindrer udenlandske turister i at rejse til Danmark med euros til de sønderjyske kasseapparater.

Problemet for butikkerne i Tønder er, at hylderne er fyldt op med et stort udvalg af fx de nye sæsonvarer, men efterspørgslen er væk. De frygter at komme til at brænde ind med varelageret:

- Det er jo en situation, som vi ikke havde set komme. Vi har jo handlet ind til, at turisterne skal komme her til påske. Varerne er på plads, og vi er klar til at tage i mod folk, men det er jo som at slå i en dyne. Vi kan jo ikke gøre noget og må bare håbe, at man få styr på situationen og vi kommer over det, siger Alf Pedersen, der er butiksassistent i en af byens specialbutikker.

Pølsemanden er også hårdt ramt

Og selvom det endnu kun er i få dage, at grænsen har været lukket, så er frustrationen ikke til at tage fejl af - heller ikke hos dem, der lever af, at byens gader er velbesøgt af sultne og overskudsagtige turister:

- Jeg håber da på, at jeg kan overleve som pølsemand, men den er svær, lyder det fra pølsemanden Rene Jørgensen.

Lukningen af den dansk-tyske grænse fik i dag en kontant konsekvens i Tønder. Her lever byen fortrinsvis af de mange turister, der fra nu plejer at valfarte til kommunen for at holde ferie eller shoppe.