Træklodser hjælper børnehave med at holde coronasmitte fra døren

I børnehaven Firkløveret i Kolding bruger de et simpelt system med træklodser for at holde styr på, hvor mange forældre, der opholder sig i institutionen. Systemet skal nu udbredes til byens andre daginstitutioner.

Ludvig er parat til en ny dag i børnehaven Firkløveret i Kolding.

Sammen med sin mor Anne Højgaard spritter han hænderne af foran børnehavens hoveddør og tjekker efter i kassen. Der ligger stadig et par træklodser.

quote

De andre systemer druknede i information, så vi begyndte at snakke om, hvad vi selv kunne finde på.

Pia Nielsen, daginstitutionsleder

- Kan du holde den Ludvig, spørger Anne Højgaard.

 Ludvig tager en klods i hånden, før de to går ind ad døren sammen.

Træklods er adgangsbillet

Træklodsen udgør nemlig adgangsbilletten for forældre til Firkløveret og fungerer dermed som et værn mod corona. 

Der ligger højest syv klodser i kassen ad gangen. Hvis kassen er tom, må forældrene vente udenfor med deres barn, til der igen bliver lagt en klods i kassen fra en af de forældre, der er færdige med at aflevere. 

- Når der er "rushhour" og mange skal aflevere, har jeg flere gange oplevet, at man står udenfor og venter, fordi der ikke er flere klodser. Så systemet fungerer rigtig fint, siger Anne Højgaard, der også er formand for forældrebestyrelsen i Firkløveret. 

Komplicerede systemer

Det utraditionelle, men simple træklodssystem, er udhviklet for, at børnehaven kan leve op til myndighedernes coronaretningslinjer. Personalet var ikke tilfredse med de metoder, som de så hos andre institutioner, da de var alt for komplicerede, fortæller Firkløverets leder Pia Nielsen.

- De andre systemer druknede i information, så vi begyndte at snakke om, hvad vi selv kunne finde på, fortæller Pia Nielsen.

Bolde og legoklodser blev valgt fra, da det var lidt for interessant for børnene at lege med. 

- Så fandt vi på det her med klodser. Det er også smart i forhold til, hvis der kommer nye retningslinjer. Så kan vi enten putte flere klodser i kassen, eller vi kan fjerne klodser, siger Pia Nielsen.

Skaber tryghed

Og træklodserne har indtil videre haft den rigtige effekt.

 - Det skaber både tryghed for forældrene og personale i forhold til smittespredning. Jeg er stolt af, at der er sådan nogle innovative medarbejdere i daginstitutionen, siger Anne Højgaard.