Tre kommuner skiller sig fortsat ud med høje smittetal

For anden dag i træk er der mål et incidenstal på over 200 i tre af de 14 kommuner, som TV SYD dækker.

Højest er incidensen i Varde, som torsdag er nået op på 266, mens det i Billund er 237, og i Hedensted ligger det på 234. Dermed indtager de tre kommuner top tre i samme rækkefølge som onsdag. 

Incidens er antallet af smittede pr. 100.000 borgere og gør det muligt at sammenligne smittetallet i kommuner uanset antallet af borgere.

Kun to kommuner har lavere smittetal end onsdag - nemlig Haderslev og Sønderborg.

For første gang siden tirsdag den 3. november er der registreret en corona-smittet på Fanø, som de seneste par uger har været helt fri for covid-19.

Smittetallet er dermed torsdag steget i ni kommuner  -  og der er nu 1.089 smittede i alt i de 14 syd- og sønderjyske kommuner, hvilket er ny rekord og 93 flere end onsdag.

På landsplan er der torsdag registreret yderligere 1.297 tilfælde af coronasmitte i Danmark, viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut.

Det er det tredjehøjeste antal tilfælde, som Statens Serum Institut har registreret i sine daglige opdateringer. 

Der er foretaget 79.304 yderligere prøver siden seneste opdatering i går. I alt viser den løbende opdatering, at 3,2 millioner personer har været testet for corona i Danmark.

Positivprocenten har de sidste fire dage ligget på mellem 1,5 og 1,7 procent. I otte dage inden lå den under 1,5 procent.

Se de opdaterede smittetal fra de lokale kommuner ved at markere på den enkelt kommune på kortet herunder.