Trods aflyst festival er der fest i Tønder

Torsdag skulle årets Tønder Festival være skudt i gang - men det har corona sat en stopper for. Festet bliver der dog alligevel i Tønder.

Ska' der vær' fest - ja, der ska' - også selvom der ikke er nogen festival. Den skulle ellers være begyndt i dag - festivalen i Tønder.
Det fik corona sat en stopper for.

quote

Det er da træls, at festivalen er aflyst - men vi lever og ånder for festivalen og skal nok hygge os alligevel.

Yrsa Andersen, Rødekro.

Men virussen har ikke kunnet holde nogle af de frivillige, der elsker deres årlige dage i Tønder fra at indtage byen. De er der, lige hvor de plejer -  på byens campingplads.

Alle 81 pladser er fuldt besatte hele weekenden. 

Yrsa Andersen fra Rødekro er normalt frivillig ved Tønder Festival. Hun mødes med andre frivillige og skal nok få en god weekend i Tønder.

-  Det er da træls, at festivalen er aflyst - men vi lever og ånder for festivalen og skal nok hygge os alligevel, siger Yrsa Andersen.

Lørdag kommer to bands og spiller på campingpladsen, så musik bliver der også.

Gæsterne på campingpladsen er langtfra de eneste, der tager turen til Tønder, selvom festivalen er udskudt til næste år - og byen vil frem til søndag være præget af, at trofaste festivalfans er mødt op for at få en fest alligevel - under respekt af de regler, som corona-pandemien har affødt.