Trods anbefaling bruger kun få rejsende mundbind

I dag trådte Sundhedsstyrelsens anbefaling om at bruge mundbind i toget i kraft. På førstedagen var der dog ikke mange passagerer, der havde fulgt opfordringen.

Ferien er ved at være slut for de fleste. I dag skulle mange hjem, og det gav travlhed på blandt andet stationen i Fredericia.

Her skulle passagererne tage stilling til Sundhedsstyrelsens anbefaling om at bruge mundbind i toget. Det er en anbefaling, der gælder fra i dag. På førstedagen var der dog ikke mange rejsende, der havde fulgt opfordringen.

DSB-togfører Martin Sima vurderer således, at der i dag har været omkring ti til tyve procent af deres kunder, der har brugt mundbind.

- Det er typisk passagerer, der kører til og fra Tyskland, der har mundbind på. I Tyskland er der et krav om, at passagerer skal have mundbind på, forklarer han.

En af de mange passagerer, der i dag undlod at rejse med en beskyttende maske, var pensionisten Freddy Rasch, der netop var ankommet fra Slagelse med sine børnebørn.

- Nu var det jo først i går, at anbefalingen kom, så jeg har ikke rigtig nået at få fat i et mundbind. Men siden jeg ikke rejser i myldretiden, vurderer jeg heller ikke, det er nødvendigt at bruge et, da der ikke er så mange passagerer i toget, fortæller Freddy Rasch.

En venlig passager

Daniel Hegaard var en af de få passagerer i Fredericia, der havde et mundbind på.
Daniel Hegaard var en af de få passagerer i Fredericia, der havde et mundbind på.
Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD

En af de få, der i dag rejste med mundbind, var Daniel Hegaard fra Frederikshavn. Han skulle skifte tog på banegården i Fredericia.

Han havde i første omgang ikke anskaffet sig et mundbind, men blev i stedet betænkt af en anden passager.

- Jeg havde overvejet at købe et, da jeg ved, at jeg skal bruge et i Tyskland. Men på vejen herned, var der en anden passager i toget, der tilbød mig et mundbind. Det er rigtig fint at have et på, da jeg beskytter mig selv og andre, fortæller Daniel Hegaard.

Anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen kom som sagt i går. Her lyder opfordringen, at mundbind primært skal bruges i myldretiden.

- Hvis vi skal bevare kontrol med epidemien, er god afstand og rene hænder stadig vigtigt. I den kommende tid rykker vi mere sammen, fordi vi vender tilbage på arbejde og uddannelse, og den kolde tid nærmer sig. Det kan gøre det sværere at holde afstand i mange situationer, også selvom man gerne vil. Det gælder f.eks. i den kollektive trafik i myldretiden eller i tætpakkede busser, tog og færger. Derfor anbefaler vi nu, at man tager et mundbind med i tasken til de situationer, og tager det på hvis det er svært at holde afstand, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.