Tusinder af frivillige melder sig til regionernes job-banker

Søndag har Region Syddanmark åbnet muligheden for, at ekstra sundhedspersonale kan melde sig til at hjælpe i forbindelse med COVID-19. Tusinder har allerede meldt sig i Region Midtjylland.

Et stort pres på sundhedsvæsenet kan være lige om hjørnet. Coronavirusset har gjort sit indtog i Danmark, og det gør, at man forbereder sig bedst muligt inden for sundhedssektoren på forskellige scenarier. 

Det betyder, at Region Syddanmark søndag eftermiddag har åbnet en corona-jobbank, så det er muligt at få mere mandskab ind på de danske sygehuse. Her kan studerende, ledige og pensionerede inden for sundhedsfagene nemlig tilbyde deres hjælp til det syddanske sundhedssystem. 

- Vi kan se, at udviklingen med coronavirus kan gå meget hurtigt, og selvom vi lige nu ikke har et akut behov for flere hænder, så kan det hurtigt blive aktuelt. Derfor opfordrer vi allerede nu folk til at melde sig, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).

Region Syddanmark er ikke den eneste region, der har åbnet for en corona-jobbank. I Region Midtjylland lavede man samme initiativ fredag eftermiddag, og her har reaktionen været overvældende, fortæller regionsdirektøren Pernille Blach Hansen.

De seneste tal fra Region Midtjylland viser nemlig, at 2.334 personer har tilbudt deres hjælp på corona-jobbanken siden åbningen fredag eftermiddag.

Overvældende hjælp

Inden jobbankens oprettelse har der været stor interesse for at kunne tilbyde sin assistance. Lene Borregaard, der er HR-direktør i Region Syddanmark, fortæller, at de allerede har modtaget flere uopfordrede ansøgninger i regionen.

- Vi har ikke tal på, hvor mange der allerede har henvendt sig. Men de ansøgninger er selvfølgelig lagt til side og gemt til senere. Så de personer, der allerede har meldt sig, skal ikke gøre mere, fortæller hun til TV SYD.

Hvis du overvejer at melde dig, kan du se Region Syddanmarks opslag her. I Region Midtjylland tager de imod assistance her.