Tysk smutvej gennem Danmark er atter lovlig

Da tyske turister sidste uge ville bruge Danmark som transitland til ferieøen Sild, blev de afvist ved grænsen. Nu får de lov igen at tage bilen til Rømø for at sejle med færgen.

Tyske turister, der ikke gider bøvle med biltoget fra Niebøll, når de skal til Sild, må nu atter køre gennem Danmark for at nå frem med bil, campingvogn eller autocamper.

Ikke nok med at bedsteforældre og kærester separeret af den dansk-tyske grænse nu må besøge hinanden på begge sider. I de nye retningslinjer gældende fra mandag står der højt og tydeligt, at “en person med fast bopæl i Tyskland, der ønsker at rejse igennem Danmark med henblik på at holde ferie i Sverige eller andetsteds i Tyskland, eksempelvis Sylt, er et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen”.

I sidste uge måtte Syd- og Sønderjyllands Politi stoppe flere hundrede tyskere, der ville køre til færgen i Havneby på Rømø for at komme til den tyske ø. Men det er altså atter tilladt.

Gennemrejse/transit gennem Danmark

For personer med fast bopæl i Tyskland eller de nordiske lande (Sverige, Norge, Finland og Island) anses det for anerkendelsesværdigt at foretage transit gennem Danmark med henblik på ferieophold uden for Danmark.

F.eks. har en person med fast bopæl i Tyskland, der ønsker at rejse igennem Danmark med henblik på at holde ferie i Sverige eller andetsteds i Tyskland, eksempelvis Sylt, et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen.

Kilde: Rigspolitiet.