Tyske ferieturister er kommet ind i Danmark, selvom grænsen er lukket

Ifølge to tyske familier tillod politiet ved grænsen, at de kørte ind i Danmark allerede i dag, lørdag, efter at de havde fremvist lejebeviser til ferieboliger. Politiet kan ikke forklare hvorfor og kalder det en beklagelig fejl.

Artiklen er klokken 18.20 opdateret med en skriftlig udtalelse fra politiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Brian Fussing.

To tyske familier er lørdag formiddag uafhængigt af hinanden kommet ind i Danmark og er kørt til Rømø. Det er omkring halvandet døgn, før det officielt er tilladt. Til stor forundring for udlejningsbureauet Sol og Strand der i al hast har måttet finde overnatning til de to familier.

quote

Det er korrekt, vi er blevet kontaktet af to familier, som til vores store overraskelse allerede er kommet til øen.

Hanne Meyer, bureauchef, Sol og Strand, Rømø

- Det er korrekt, vi er blevet kontaktet af to familier, som til vores store overraskelse allerede er kommet til øen, forklarer bureauchef ved Sol og Strand, Hanne Meyer til TV SYD.

Det ene par - et ældre ægtepar - ankom allerede lørdag formiddag. Det andet par kom, ifølge bureauchefen, først på eftermiddagen. 

- Vi var som sagt noget overrasket over den første henvendelse, og vi hjalp dem selvfølgelig med at finde overnatning, til deres feriebolig er klar søndag. Men vi regnede bestemt ikke med, at der ville henvende sig flere, men det gjorde der. Omkring klokken 14 dukkede et yngre par op hos os - klar til ferie på Rømø, fortæller Hanne Meyer.

Udlejningsbeviser gav adgang

Ifølge Hanne Meyer er begge par kommet ind i Danmark uden problemer ved grænsekontrollen.

- Vi har fået fortalt, at begge par viste deres udlejningsbeviser til politiet. Det ene par blev først afvist, men så forbarmede politiet sig åbenbart over dem, og de fik alligevel lov at køre ind i landet. Det andet par fik lov at køre over grænsen uden videre.

Grænsen til Danmark åbner først officielt for tyske, norske og islandske turister natten mellem søndag og mandag.

quote

Vi har fået fortalt, at begge par viste deres udlejningsbeviser til politiet.

Hanne Meyer, bureauchef, Sol og Strand, Rømø

Udlejningsbureauet Sol og Strand på Rømø har udlejet omkring 140 boliger fra natten til mandag. Og Hanne Meyer glæder sig til at se de mange turister på øen, men hun håber, de først dukker op, når Danmark officielt åbner for grænsen:

- Vi åbner bureauet søndag aften kort før midnat, og her er vi meget parate til at modtage de mange gæster.

Grænsen har været lukket siden d. 14. marts på grund af coronakrisen.

Politi: En beklagelig fejl

I en skriftlig kommentar oplyser politiinspektør Brian Fussing lørdag aften til TV SYD, at det er en fejl, hvis der er givet tilladelse til, at tyske turister er kommet ind i Danmark allerede lørdag.

quote

Har vi tilladt tyske turister indrejse før tid, så har vi begået en beklagelig fejl.

Brian Fussing, politiinspektør, Syd- og Sønderjyllands Politi

- Vi har på baggrund af de foreliggende oplysninger fra TV SYD ikke mulighed for at kommentere nærmere på de konkrete tilfælde. Men har vi tilladt tyske turister indrejse før tid, så har vi begået en beklagelig fejl, oplyser politiinspektør Brian Fussing fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Fredag tillod det tyske politi, at danskere, der ønsker at rejse ind i Tyskland, kan gøre det uden problemer. Man bliver ikke længere stoppet på grund af covid-19. Det er tre dage før den officielle åbning, som er planlagt til natten mellem mandag og tirsdag.