TV der bevæger dig

COVID-19

Tyskland åbner trinvis grænsen mod Danmark den 15. maj

Tyskland åbner grænsen til Danmark 15. maj.

Betonklodser ved den dansk-tyske grænse. Foto: Claus Fisker, Ritzau/Scanpix

Artikel er opdateret med citat fra Slesvigsk Parti.

Ministerpræsidenten i Slesvig-Holsten har her til aften overtalt den tyske indenrigsminister Horst Seehofer (CSU) til trinvis at åbne for indrejse fra Danmark til Tyskland fra den 15. maj.

Det skriver Flensborg Avis mandag.

Det oplyser Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günthers pressechef mandag aften overfor Flensborg Avis.

Günther tog affære, efter at det danske mindretalsparti i Sydslesvig, SSW, i sidste uge lagde pres på delstatsregeringen i Kiel om at tage spørgsmålet op med de centrale myndigheder i Berlin, som grænsekontrol hører under.

Medforfatter på brevet til sendt til Daniel Günther - og statsminister Mette Frederiksen (S) - er også Slesvigsk Parti.

- Vi er rigtig taknemmelige for, at SSW har brugt deres mandater i Landdagen i Kiel til at presse på i denne sag. Grænselukningen var, omend ikke sundhedsfagligt begrundet, nødvendig i krisens første fase. Men den har store negative konsekvenser for grænselandet, på grund af alle de tætte bånd, der er knyttet på tværs af grænsen. Derfor er det vigtigt, at Tyskland og Danmark går i dialog om en snarlig trinvis genåbning af grænsen, lyder det fra formand for Slesvigsk Parti, Carsten Leth Schmidt.

Læs også Ny tysk rejseadvarsel ryster sommerhus-udlejere

Fra SSWs side var der udtalt utilfredshed med, at Tyskland holdt fast i sin grænsekontrol, selvom Danmark er begyndt igen at tillade familier og ægtefæller at besøge hinanden på tværs af grænsen. Også danske statsborgere, der er bosat syd for grænsen, men ejer sommerhus i Danmark, har på det seneste kunnet rejse nordpå igen, oplyser Flensborg Avis.

Pressetalsmanden kan ikke oplyse konkret, hvordan det fra den 15. maj igen bliver muligt at rejse fra Danmark til Tyskland.

Omfanget af den tyske grænseåbning skal forhandles i de kommende dage og ventes at blive taget op igen på onsdag, når Tysklands forbundskansler Angela Merkel mødes med de 16 tyske delstaters regeringschefer.

Tysklands grænse til Danmark har været lukket siden 16. marts. Danmarks grænse til Tyskland har været lukket siden 14. marts. Indtil videre varer lukningen til 10. maj.

Opdatering: Det er blevet præciseret, at det kun er sommerhusejere, som er danske statsborgere, der på det seneste har kunnet krydse grænsen til Danmark. Det gælder ikke for udenlandske sommerhusejere.

 

 

Mest sete på tvsyd.dk