Udlejer: Regningen for april er slettet

Pierre Ejendomme har valgt at give deres erhvervslejere gratis husleje i april. Det giver bedre fremtidsudsigter, fortæller butiksejer.

Hvis man som butiksejer er blevet påbudt at lukke sin butik, så dækker staten hele huslejen.

Men hvad gør de butiksejere, som ikke er ramt af påbuddet, men stadigvæk mærker krisen kradse i økonomien på grund af de faldende indtægter?

Større kæder som Lagkagehuset, Bestseller og Jysk har selv valgt at stoppe sine betalinger til udlejerne. Men i Kolding er det en udlejer, der selv går ind og siger fra.

Her har ejendomsdirektøren Pierre Legarth nemlig meldt ud, at huslejeregningen for april måned bliver droppet. 

- Vi støtter lokalt i Kolding, og handelsbyen i midtbyen er i forvejen under alvorligt pres, så derfor rækker vi en hånd ud og støtter vores mest trængte butikslejere, siger Pierre Legarth til TV SYD.

Investerer i butikkers fremtid

En af de butikker, som nu kan holde til i Kolding midtby uden udgifter til husleje, er Femilet. 

- Jo mere hjælp vi kan få af vores udlejere, jo bedre står vi i fremtiden, siger Louise Vestergaard, der er kommerciel direktør i Femilet. 

Med den støtte, som butikkerne modtager, er hun heller ikke i tvivl om, at man kan bevare et langt og godt samarbejde, når udlejere er parate til at investere i butikkernes fremtid. 

Selvom det betyder, at Pierre Ejendomme ikke får de forventede indtægter, så er direktøren ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre. 

- Det betyder, at vi nok ikke helt kan nå vores budgetter, men det er vi villige til at betale, siger Pierre Legarth.

I Horsens har man lavet et lignende tiltag hos Arbejdernes Andelsboligforening. Her friholdes erhvervslejere også for husleje i april måned.