Ulla er fanget på krydstogtskib i Norditalien: Ambulancerne kører i fast rutefart

Der har allerede været flere tilfælde af covid-19 ombord på skibet.

Op mod 19 danskere er lige nu fanget på krydstogtskibet Costa Luminosa, som lørdag morgen lagde til i den Norditalienske by Savona.

- Ambulancerne kører i fast rutefart her forbi. Frygter, at der er en del italienere her,fra skibet, der er syge, skriver Ulla Petersen i en SMS til TV SYD.

Ulla Petersen er en af de danskere, der lige nu er ombord på skibet, og som ikke kan komme i land og med et fly mod Danmark. Til daglig driver hun plejehjemmet Karstensminde i Gredstedbro, og sammen med tre af plejehjemmets beboere er hun ombord på krydstogtskibet.

- Vi befinder os stadig på Costa Luminosa. Vi har fået billetter på mandag fra Milano. Problemet er bare, om myndighederne giver os lov til at gå i land, skriver Ulla Petersen i en SMS til TV SYD.

Fredag var skibet i Marseille, men heller ikke her fik danskerne lov til at forlade skibet, da der har været flere tilfælde af coronavirus ombord på skibet. Derfor er de nu, ligesom alle andre ombord, nødsaget til at opholde sig i deres kahytter.

Er havnet det værst tænkelige sted

I Marseille fik flere danskere lov til at forlade skibet, fordi de havde en flybillet til Danmark. De blev dog alle bedt om at gå ombord igen og er nu sejlet med videre til Italien. 

Heller ikke Ulla Petersen, der havde en billet til Danmark, fik lov til at forlade skibet.

- Det er frustrerende, når man står med en billet hjem til Danmark, men ikke kan komme hjem, fordi vi ikke må forlade skibet. Det er den situation, vi står i, sagde Ulla Petersen lørdag morgen til TV 2.

Norditalien var det værst tænkelige sted at komme til for danskerne, og Ulla Petersen frygter lige nu, at de ikke kan få lov til at forlade skibet på trods af, at de har en flybillet mod Danmark.

- Lige nøjagtig dette område er værst ramt af virus. Der er allerede mange døde i Italien. Derfor er myndighederne ikke interesseret i at få flere end deres egne ind i landet. Det havde været lettere fra Frankrig, men der sagde de også nej.

Opdatering: Det har tidligere fremgået af artiklen, at nogle danskere forlod skibet i Marseille. Dette er ikke korrekt.