Utilfreds skoleleder: - Det er for lidt med en enkelt dag

Både skolelederen og formanden for skolebestyrelsen på Sct. Ibs skole i Horsens havde håbet på mere på elevernes vegne.

De mindste skolebørn på Sct. Ibs Skole i Horsens kan snart få selskab af deres ældre skolekammerater.

Dog kun i begrænset omfang.

Tirsdag præsenterede regeringen en mindre genåbning af samfundet, der betyder, at 5. til 8. klasseselever i grundskolen kan komme fysisk i skole én gang om ugen, mens 9. og 10. klasseselever kun kan komme fysisk i skole hver anden uge.

Men ifølge skoleleder på Sct. Ibs Skole, Dan Ingemann Jensen, er det kun et ringe plaster på såret.

- Jeg er jo glad for, de kommer tilbage. Men jeg havde da håbet, at det var mere end én dag, siger skolelederen.

Formand for skolebestyrelsen, Karsten Dehler, havde da også helst set, at børnene kunne komme mere i skole.

- Jeg synes, det er for lidt med en enkelt dag, og jeg tror ikke, eleverne får nok ud af det. Selvom du kan gøre meget over nettet, så erstatter det ikke alt det, som skole også er. Nemlig fællesskabet hvor eleverne møder hinanden og har vekselvirkningen mellem det faglige og det sociale, siger Karsten Dehler, der selv har to sønner på Sct. Ibs Skole.

Udendørs undervisning

Når 5. til 8. klasseseleverne kommer tilbage til en ugentlig undervisningsdag, så skal det foregå udendørs. Og det falder heller ikke i god jord hos skolelederen.

- I øjeblikket er skolegården opdelt. Det er den, fordi eleverne skal være klasseopdelt fra 0. til 4. klasse. Når så der kommer flere klasser, og der skal foregå en undervisning, så giver det nogle udfordringer på udearealet.

På grund af pladsmangel må skolen derfor tage byens parker og andre udendørsarealer i brug for at kunne leve op til dét krav.