Værnepligtige skal teste for corona

80 værnepligtige er nu klar til at tage rundt og hjælpe det almindelige sundhedspersonale med at teste for corona.

32 af de 80 fik i dag lov til at tage deres første rigtige test på et af Region Syddanmarks testcentre.

- Det er lidt grænseoverskridende, men det er fedt at kunne sige, at man har været med til at teste og været med til at gøre en forskel, siger Simon Mau, der er værnepligtig i Beredskabsstyrelsen.

- Jeg havde regnet med, at jeg skulle lære at slukke brande og få nogle flere kompetencer, og det må man sige, at det her er, siger den unge mand, der er helt pakket ind i plastiktøj, maske og visirer.

De værnepligtige får undervisning i at tage prøverne, så de ikke afleverer tests, der ikke kan bruges. Og de får undervisning i IT, så prøverne bliver registreret rigtigt.

- Vi har rigtigt mange opgaver i forbindelse med brande og forurening og ulykker. Det her handler om sundhed, og det er en opgave, vi meget gerne tager på os, siger Bo Krüger, der er seniorsergent i Beredskabsstyrelsen og og coronakoordinator.

De værnepligtige skal teste ved grænsen i Padborg og Frøslev og på Testcenter Danmarks faste og mobile testcentre.

Endelig er det så vidt, og Simon Mau tager sin første test på et vildtfremmed menneske.

- Jeg var da lidt nervøs, men det skal bare prøves et par gange, siger Simon Mau.