TV der bevæger dig

COVID-19

Værtshus slår igen dørene op

På værtshuset New York City i Kolding har de fjernet hver anden barstol, monteret plexiglas over bardisken og lavet regler for, at alle gæster skal sidde ned.

Keld Andersen, som er stamgæst, var glad for at være tilbage på værtshuset New York City. Foto: Nicklas Møller Dannemare Palner / TV SYD

Fra i dag af må værtshuse og barer igen slå dørene op. Et af de steder er værtshuset New York City i Kolding.

- Det er dejligt at se ens stamgæster og det hele igen, siger Peter Jørgensen, der er restauratør i værtshuset New York City.

Nye regler skræmmer ikke gæsterne

Alt er dog ikke helt, som det plejer at være på værtshuset. Alle gæster skal sidde ned, hver anden barstol er fjernet for at sikre minimum én meters afstand mellem gæsterne, og så er der monteret plexiglas over bardisken. Det gør dog ikke, hvis man spørger Keld Andersen, som er stamgæst på værtshuset.

- Det er da lige meget, særligt fordi plexiglasset hænger så højt, at der stadig kan serveres øl under, siger Keld Andersen, som betegner værtshuset som sit andet hjem.

Læs også Stamgæster hos værtshus: Man mangler samværet

For at måtte holde åbent skal værtshusene overholde nye retningslinjer fra Erhvervsministeriet, som omfatter blandt andre restauranter, caféer, forlystelsesparker, hoteller m.v..

Retningslinjerne foreskriver blandt andet, at der ikke må holdes åbent længere end kl. 24. For New York City har det betydet, at de også har måttet ændre deres åbningstider, som ellers gik frem til kl. 02.

Uddrag fra retningslinjer for værtshuse:

  • Der skal være fire kvadratmeter pr. person i lokalet, hvis gæsterne står op. Hvis de sidder ned, kræves der kun to kvadratmeter pr. person.
  • Der skal være mindst én meters afstand mellem selskaber.
  • Maximum 15 minutter ansigt-til-ansigt kontakt til medarbejdere ved eksempelvis bardisk. Ellers bør der etableres en skærm.
  • Værtshuse må ikke gennemføre aktiviteter eller indrettes på måder, der minder om natklubber ved f.eks. at etablere et dansegulv.
  • Der skal lukkes senest klokken 24.
Mest sete på tvsyd.dk