Vejle-borgere får de første Moderna-vacciner

På torsdag får 2.500 borgere i Vejle Kommune som de første i Danmark den nye Moderna-vaccine.

Region Syddanmark modtager onsdag 5.000 Moderna-vacciner, som modtages i Odense.

Her lægges halvdelen på frys til vaccination nr. to.

Den anden halvdel køres til Vejle, hvorefter den kan anvendes torsdag på det nye vaccinationscenter på Dofovej 2 i Vejle, der åbnes samme dag. Det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

- Når vi vælger at håndtere den nye vaccine i ét vaccinationscenter, er det for at få så stor erfaring med vaccinen som overhovedet muligt, som vi kan give videre til resten af Danmark, når de skal til at bruge den, siger koncerndirektør Kurt Espersen.

Vaccinerne fra Moderna egner sig bedst til at blive anvendt på et vaccinationscenter og ikke eksempelvis på sociale institutioner, da de ”kun” må transporteres på køl én gang. Pfizer/BioNTech-vaccinerne må transporteres to gange, og derfor egner de sig bedre til udkørende enheder.

Udsatte og sundhedspersonale får vaccinen

Det vil være borgere og personale, som endnu ikke har modtaget en invitation til Pfizer/BioNTech-vaccinen, som nu inviteres til at blive vaccineret med den nye Moderna-vaccine i vaccinationscenteret i Vejle. 

Det er borgere, som er i en særligt øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de smittes med covid-19. For eksempel borgere der er i behandling for en alvorlig kræftsygdom eller har et voldsomt svækket immunsystem. Derudover vil mere frontpersonale på afdelinger med særligt sårbare patienter blive tilbudt vaccinen. Det er eksempelvis medarbejdere på kræftafdelingen og afdelingen for hjertesygdomme på Sygehus Lillebælt. Desuden vil Hospice i Vejle samt vagtlægerne i regionen få tilbudt den nye vaccine.

Hvis man er udvalgt til vaccination, modtager man en invitation i sin digitale postkasse - eller som et fysisk brev, hvis ikke man har digital post. Det fremgår her, hvad man skal gøre, hvis man som borger eller sundhedsmedarbejder ønsker at tage imod tilbuddet om en covid-19-vaccine.