muted

Danmark lukkede, og pludselig skulle familien vænne sig til, at far var hjemme hele tiden

Coronakrisen vendte op og ned på manges hverdag. For Michael Holdt gav pandemien frustrationer over at være hjemme med familien i døgndrift.

 

En stor æggebakke var placeret midt på spisebordet. Omkring den lå vandfarver, pailletter og æggeskaller pustet fri for indhold. Ærmerne var smøget op, og skallerne blev med små, korte strøg malet i regnbuens farver. Grøn, blå, rød, gul.

Det var påskelørdag, og hele familien med far Michael, mor Michelle og børnene Storm, Nohr og Valde på henholdsvis syv, fire og et år sad rundt om bordet og var i gang med dagens første aktivitet. Den stod på påskepynt.

quote

Hvis folk tror, det var en ferie med all inclusive, så kan de godt tro om

Michael Holdt

Det var usædvanligt, at alle var med, men Michael arbejdede ikke. Det havde han nærmest ikke gjort, siden landet blev lukket ned den 11. marts. Normalt arbejdede han som restaurantchef på et hotel i Billund og havde i mange år arbejdet fra middagstid til sen aften.

For nogle kan det lyde afslappende at blive sendt hjem fra job i en længere periode, men Michael stod i en situation, som han ikke var vant til.

Michael Holdt er én af hovedpersonerne i den nye serie ’Da corona kom til byen’, hvor TV SYD har fulgt syv forskellige mennesker i Billund efter Danmark lukkede ned den 11. marts.

Se hvordan familien tacklede den nye hverdag

Fra den ene dag til den anden skulle han tage sig af sine tre sønner alene, mens deres mor passede sit job som sygeplejerske. Dét var udfordrende.

- Hvis folk tror, det var en ferie med all inclusive, så kan de godt tro om, for det var det ikke, siger Michael Holdt.

Dagens første aktivitet havde ikke drengenes koncentration længe, men det var ikke nyt. Familien lærte efterhånden, at der skulle en del aktiviteter til at erstatte timerne, hvor sønnerne normalt ville have været i skole, børnehave og dagpleje.

muted

Et uvant territorie

For Michael var det krævende hele tiden at skulle være på over for sine tre drenge. Tre drenge, der skulle have morgenmad, middagsmad, aftensmad og mellemmåltider. Tre drenge, der skulle vækkes og lægges i seng. Og tre drenge, der skulle aktiveres med nye ting hver dag. Hver morgen brugte Michael tid på at tænke over, hvad dagen skulle gå med, for trampolinhop, cykelture og leg med perler blev hurtigt kedeligt for de små.

Han blev frustreret over ikke at vide, hvornår han kunne komme tilbage på arbejde. At han pludselig blev sat inden for hjemmets fire vægge og ikke længere havde en daglig snak med sine kolleger og gæster. At han ikke længere havde det break i hverdagene, som arbejdet på hotellet gav ham.

Fuldtidsjobbet som restaurantchef blev erstattet af et fuldtidsarbejde som hjemmegående, og særligt i begyndelsen kunne det mærkes.

- De første to uger var jeg frustreret, sur og træt af det hele. Jeg kunne godt mærke, at udsigterne til at komme tilbage på arbejde på fuldtid var lange.

Michael lå hver morgen og tænkte på, hvilken aktivitet han kunne lave med sine sønner.
Michael lå hver morgen og tænkte på, hvilken aktivitet han kunne lave med sine sønner.
Foto: Michael Ib Hansen

Men som dagene gik, blev han fast besluttet på at få det bedste ud af tiden hjemme.

- Det var hårdt at aktivere børnene, men de skulle have en god tid ud af krisen, selvom de gik hjemme og savnede deres kammerater, siger Michael.

Michael ville gøre tiden hjemme god for familien. Han fejede frustrationen væk og prioriterede familien, mens der var masser af tid til det.

Hans anstrengelser viste sig at have sine fordele.

muted

Far kan også bruges

Solen var gået ned, og drengene var kommet i nattøjet. Nohr kunne ikke finde troldmanden i sin ’Find Holger’-bog og kaldte efter hjælp. Michael gik ind på værelset, og nogle sekunder senere havde de sammen fundet manden med det lange skæg og den høje, blå hat. De begyndte at lede efter en anden figur.

quote

Jeg føler selv, jeg blev en bedre far

Michael Holdt

Normalt ville Michelle have hjulpet Nohr, og Michael været på arbejde, men Michaels hjemsendelse betød, at han fik mere tid til at hygge og læse godnathistorier med sine børn. Og han oplevede, at børnene reagerede på forandringen. De begyndte at opsøge ham mere og mere.

- Det var helt vildt fedt, at det ikke kun var mor, der blev kaldt på, men at far også kunne bruges, siger Michael Holdt.

Han blev bedre til at sætte sig ned med børnene og spille en masse brætspil. Hvor drengene før så fjernsyn eller spillede iPad, blev tiden nu brugt på at hygge sammen. For Michael var det dejligt pludselig at kunne prioritere børnene mere under virustiden kontra den travle hverdag, der før fyldte.

Båndet til drengene blev stærkere, og Michael blev tættere med sine sønner, end han nogensinde havde været. Også Michelle kunne mærke forandringen i huset. Hun oplevede, at det var en sund ændring for familien, at hverdagen kom ned i gear. Familien fik ro på, og Michael fik mere overskud og nærhed med børnene.

Michael Holdt i Legoland med Storm på syv år og Nohr på fire år.
Michael Holdt i Legoland med Storm på syv år og Nohr på fire år.
Foto: Michael Ib Hansen

- Jeg føler selv, jeg blev en bedre far. Jeg blev bedre til at prioritere og tage mig tid til børnene, fordi jeg havde tiden. Og jeg håber, at det, jeg har fået opbygget, kan fortsætte, siger Michael Holdt.

TV 2 sender torsdag den 20. august første afsnit af dokumentarserien ’Krisen i kongeriget’, hvor de har fulgt flere borgere i Billund under nedlukningen.

muted

Tilbage til hverdagen

Vinglassene var pudset, stearinlysene tændte, og flaget hejst. Hotellet var åbnet igen, og Michael var tilbage på fuldtid som restaurantchef. Og selvom turisterne var færre i Billund denne sommer, krævede jobbet stadig, at han var til stede i aftentimerne.

Michael Holdt glæder sig over, at tiden med sønnerne udviklede sig positivt og de knyttede et tættere bånd.
Michael Holdt glæder sig over, at tiden med sønnerne udviklede sig positivt og de knyttede et tættere bånd.
Foto: Michael Ib Hansen

De timer, han under sin hjemsendelse havde med drengene, er halveret, og godnathistorierne læser Michelle igen højt. Med undtagelse af de friaftener, Michael har. Der prioriterer han fortsat højt at bruge tiden med drengene. Han gør, hvad han kan for at bibeholde det gode bånd, familien fik, da de gik hjemme sammen.

Og indtil videre går det rigtig godt. Drengene opsøger ham stadig meget for at lege og hygge, når han er hjemme.

- Det bånd, jeg fik til drengene under coronakrisen, synes jeg stadig, er bevaret den dag i dag, slutter Michael Holdt.  

Udarbejdet af Celine Kortsen og Alexander Klemp

Flere stærke fortællinger
Forsiden lige nu