29-årig er klar til at gå 4.265 kilometer - for at finde sig selv

Det er den ultimative udfordring, der venter Daniel Thomsen, når han til foråret begiver sig ud på sit livs længste og sværeste vandretur på hele 4.265 kilometer.

Det er drømmen om det simple liv uden alt for meget stress og jag, der på kort tid har gjort Daniel Thomsen til en passioneret vandrer.

Den 4. april flyver den 29-årige til USA for gå den 4.265 kilometer lange tur "Pacific Crest Trail", der starter i Mexico og slutter i Canada.

- Jeg manglede den der sidste store udfordring, og nu gaber jeg over noget virkelig stort, fortæller Daniel Thomsen om turen, som han lige nu bruger rigtig meget tid på at forberede sig til.

The Pacific Crest Trail (PCT)

Daniel Thomsen er til daglig premierløjtnant ved Danske Artilleriregiment i Oksbøl. Men nu er jobbet sagt op og den nærmeste fremtid planlagt: Han har afsat 149 dage (knap fem måneder) til at gennemføre den lange vandretur fra grænsen til Mexico til den canadiske grænse på den amerikanske vestkyst - gennem tre stater.

Den 4.265 km lange vandrerute Pacific Crest Trail er her aftegnet på et kort, hvor Daniel Thomsen viser nogle af udfordringerne.
Video: Ole Møller, TV SYD

Distancen på 4.265 km kræver, at man går cirka 30 kilometer dagligt, hvis man vil gennemføre på den tid.

Daniel Thomsen gik i 2018 ned med stress blandt andet i forbindelse med sit arbejde ved Forsvaret i Oksbøl. Det fik ham til at vende sig mod naturen, hvor han finder den ro, der skal til for at komme videre i sit liv.

- Når du vandrer, kommer du i kontakt med dine følelser. Du kan ikke slippe for dig selv, fortæller han til TV SYD.

Så mange har gennemført Pacific Crest Trail

2018: 1.108

2017: 524

2016: 749

2015: 661

2014: 489

2013: 275

2012: 433

2011: 158

2010: 206

2009: 106

2008: 102

Gennem det seneste års tid har han trænet en del. Han har tilbagelagt 1.500 kilometer langs de danske vandreruter og den spanske Camino De Santiago, hvor også mange andre danskere har trådt deres vandrestøvler. Udfordringen på den amerikanske vestkyst kommer til at kræve endnu mere af ham end noget andet, han tidligere har prøvet.

- Jeg gør ikke det her for, at andre skal synes, at jeg er en sej gut. Jeg gør det for min egen skyld, siger Daniel Thomsen, der på Pacific Crest Trail bliver udfordret med både varmt og koldt vejr.

De første 1.200 km går gennem den californiske ørken, mens han på den sidste del af turen kommer langt op i bjergene. Når turen er færdig, har han forceret i alt 400.000 højdemeter over to bjergkæder. Højeste punkt på turen er Mount Rainier i staten Washington, hvor man kommer op over 4.000 meter.

Daniel Thomsen forklarer på denne video, hvorfor han vil vandre 4.265 km helt for sig selv.
Video: Ole Møller, TV SYD

Eksklusiv klub

At gennemføre Pacific Crest Trail (PCT) er nogenlunde lige så stor en bedrift som at nå toppen af verdens højeste bjerg Mount Everest. I hvert tilfælde har omtrent lige så få mennesker i verden gjort det. Mens det vurderes, at cirka 5.000 har været på toppen af Everest, skønner organisationen bag Pacific Crest Trail, at cirka 6.600 til og med 2018 har gennemført ruten. 91 sågar op til flere gange.

Årligt gennemfører en lille eksklusiv klub på lidt over tusinde mennesker ruten, og det tal er vokset støt inden for de seneste år. (Se oversigt ovenfor) På organisations hjemmeside finder man en liste over samtlige personer, der har gennemført.

For at få lov at gå på PCT, skal man søge en tilladelse hos Pacific Crest Trail Associasation. Samtidig er det vigtigt at have styr på følgende:

  • Visum

  • Ansøgning til at gå ind i Canada

  • California Camp Fire Permit

  • Rejseforsikring

  • App'en Guthook m/tilkøb af Pacific Crest Trail til 249 kroner

Her kan du følge Daniel

De fleste vælger at tilbagelægge den lange tur alene, men såkaldte trail angels (sti-engle, red.) hjælper til med drikkevand, kost og logi og et lift ind til nærmeste by for at proviantere.

Når Daniel forhåbentligt en gang i juli eller august krydser grænsen til Canada, vil hans navn stå på den eksklusive liste over de, der har gennemført strabadserne. Med sit kaldenavn "The Wayward Dane". Indtil da kan alle følge hans færd på sociale medier (se ovenfor).