8. september: Daniel er i mål
I nat kl. 04.22 modtog TV SYD et billede af en glad mand, der netop havde klaret sit livs største udfordring. Daniel Thomsen fra Askov står nu ved de pæle, der markerer slutningen på en af verdens absolut hårdeste og længste vandreruter, Pacific Crest Trail.
Den 30-årige sydjyde har gået 4.265 km fra USA´s grænse mod Mexico op til den amerikanske grænse mod Canada. Gennem tre stater Californien, Oregon og Washington. I høje bjerge og dybe dale, gennem ørken og meterhøj sne. Gennem kulde og ekstrem varme.
- Det var en forløsning, men ikke ekstase at nå frem til monumentet. Det er selvfølgelig en slags frihed at have gennemført noget, som jeg har sat mig for, fortæller Daniel til TV SYD søndag aften.
Han nåede til vejs ende et par minutter over midnat dansk tid - lige på min lillebror Simons fødselsdag (19 år), fortæller Daniel, der for et par dage siden fik fat i en Carlsberg, som han kunne nyde ved monumentet i Canada.
Daniel mødte en fyr, som synes, det var sjovt ,at han var fra Danmark. Han havde nemlig nogle Carlsberg på bagsædet af bilen.
- Jeg spurgte ham, om jeg ikke måtte få en af dem, for jeg har aktier i Carlsberg, siger Daniel, der på billedet ved vejs ende står med den omtalte øl i højre hånd.
2. september: Flybilletten hjem er bestilt
Nu er der ikke langt igen for Daniel, der kan se en ende på sin lange tur fra den mexicanske til den canadiske grænse.
- Flybilletten er bestilt. Jeg tager afsted fra Vancouver i Canada den 12. september og flyver til Kastrup, hvor min far henter mig og tager mig med hjem til Askov, fortæller Daniel Thomsen.
Han mangler nu blot ca. 150 miles, før han som et af meget få mennesker i verden har gennemført Pacific Crest Trail. Kun ca. 5.000 er registreret for at have tilbagelagt vandreturen.
22. august: Inde i sidste stat
Daniel er nu inde i sin sidste stat før afslutningen på den lange march. Det tog 16 dage at krydse staten Oregon og nå grænsen til den sidste stat på hans tur, Washington.
Han er 80 kilometer inde i staten, og det har på det seneste ikke været nemt at nå hertil.
En lille skinnebensbetændelse, der var opstået i Californien, gik helt amok efter at nye sko ankom fra Danmark.
- Nu hiker jeg i de sandaler, som jeg tidligere har gennemført Caminoen i Spanien i. Stille og roligt er betændelsen gået i sig selv igen. Men midt i det hele fik jeg også tandpine og måtte opsøge en tandlæge i en nærliggende by, forklarer han.
Det var desværre et kompliceret hul, så nu mangler han en kindtand bagest i munden.
- Jeg skulle enten vente tre dage på, at en dyr specialist kunne se på den, eller rykke den ud, så jeg kunne hike samme dag, siger han.
Oregon blev gennemført med nogle lange vandringer på 50 kilometer dagligt. Men det var svært for ham at bevare det gode humør.
- Oregon skulle have været det nemmeste stykke på hele turen, men min motivation var i bund. Jeg ved ikke om, det skyldes, at jeg havde hiket for længe alene, eller det blot var min tur til at miste motivationen. Men jeg kan heldigvis nu kontatere, at motivationen er tilbage. Enden er nær, og der er nu kun to-tre uger og 7-800 kilometer tilbage, siger Daniel Thomsen, der satser på at være færdig den 9.-10. september.
- Så jeg kan komme tilbage til Danmark og se min familie og venner. Jeg kan mærke, at jeg begynder at savne dem, siger han.
18. august: Ude af Oregon - inde i Washington
Nu er Cascade Locks og grænsen til Washington nået. Tredje og sidste stat på Daniels tur. Staten Oregon tog to uger at besejre, og det var sværere, end Daniel havde forventet.
- Jeg manglede motivation på det meste af turen, og det er svært at bryde den onde cirkel, når man vandrer alene det meste af tiden, siger han.
Selvom denne krise kom som en overraskelse for Daniel, havde han før sin vandretur regnet med, at der ville opstå kriser undervejs.
- En af mine mange grunde til at foretage denne rejse er at vise over for mig selv, at jeg har det, der skal til for at håndtere det, siger han.
31. juli: Daniel går ud af Californien
For enden af stien ligger grænsen mellem Californien og Oregon.
- Indgangen til Oregon er flere tusinde fods stigning, stønner Daniel Thomasen på nedenstående video, mens han spotter andre hikere ved skiltet, der deler de to amerikanske stater.
På skiltet står der 1.694 miles til Mexico og 958 miles til Canada. Det betyder, at Daniel nu har tilbagelagt totredjedele af sin vandretur på i alt 2.652 miles (4.250 km).
Nu resterer de to stater Oregon og Washington, før han kan se tilbage på sit livs længste vandretur, der begyndte for fire måneder siden.
14. juli: Daniel er halvvejs
Daniel er halvvejs. Han nåede søndag byen Chester i det nordlige Californien. Den markerer halvvejen mellem de amerikanske grænser til Mexico i syd og Canada i nord. Han har nu vandret over 2.100 kilometer, siden han begyndte for tre en halv måned siden i april.
Om to uger er han desuden ude af staten Californien, hvorefter han mangler Oregon og Washington, inden han når grænsen til Canada.
- Jeg forventer stadigvæk at være færdig i første halvdel af september, selvom sneen i Sierra-bjergene tog meget af farten og trak gennemsnittet voldsomt ned, fortæller Daniel.
Bjergene bød på den ene udfordring efter den anden. Blandt andet kæmpede Daniel og hans makkere med puddersne det ene øjeblik, og sjap og slushice det næste.
Nu er farten oppe igen. Daniel tilbagelægger nu mellem 40 og 55 km dagligt, hvilket nogle dage er dobbelt så meget som i bjergene. 20. september er Daniels skæringsdato, og det kræver, at han tilbagelægger over 30 km dagligt - inklusive hviledage.
Insekter - især myg - er Daniels næste store udfordring.
- Jeg ved ikke, hvad der er værst; fluer eller myg. Fluerne bider ligesom myg, og det gør helvedes ondt, når de bider, fortæller han til TV SYD.
Myggene er specielt aggressive om morgenen og om aftenen. Man kan ikke undgå dem, selvom man prøver med grankogler på bålet og myggespray.
- Jeg har nok 25 myggestik på kroppen lige nu, og de klør konstant, siger Daniel, der nu går alene og ikke har andre at tage hensyn til.
- Det er en befrielse at gå alene. Det giver mere frihed med hensyn til pauser, om jeg er bagud eller foran nogle eller lignende, siger han.
2. juli: Mere selvtillid ved krydsning af brusende floder
Efter et par farlige episoder i sidste uge har Daniel og hans to følgesvende, Coconut Jam og Dignity, fået meget mere erfaring med at krydse brede, brusende floder på deres vandretur mod Canada.
For ikke at ende med vådt tøj og våde sko vandrer de tre fyre nøgne gennem det californiske landskab.
Inden længe er Daniel ude af Sierra-bjergene, hvor de mange floder præger et landskab med både sol og sne på samme tid.
27. Juni: Vægttab på 10 kilo og smertende fødder
Daniel har nu rundet de første 1.000 miles på sin vandretur og holder et par fridage i Bridgeport.
Den seneste strækning har været meget hård, hvad også kan aflæses af, at han kun har mødt fire andre hikere.
- Jeg har tabt mig 8-10 kilo og er meget tynd. Min fødder smerter og er fyldt med åbne sår. Det er noget af det hårdeste, som jeg har gennemført i hele mit liv. Om fem dage er jeg i South Lake Tahoe og skulle være helt igennem Sierras-bjergene.
17. juni: Livsfarlige oplevelser i de høje bjerge
For første gang i 10 år er der voldsomt meget sne i Sierras-bjergene, som Daniel Thomsen netop er kommet igennem. Han og hans makkere har kæmpet sig gennem flere meter sne nogle steder og er derfor nede på kun at gå 15-20 kilometer dagligt. Og et langt stræk på ni dage i turens højeste bjerge har heller ikke været ufarligt.
I to situationer var det meget tæt på at gå galt for den 30-årige sydjyde.
På andensidste dag på deres lange træk gik Coconut Jam (den ene af hans to makkere) gennem en 10-15 meter bred flod, og lige da han nåede den anden side af floden, snublede Daniel over en sten, og strømmen tog hans fødder. Han røg med fronten ned i vandet, men fik lige skubbet sig op med en hård armbøjning, så han fik hovedet over vand og råbte til Coconut Jam “Jeg er i, jeg er i”..
- Han vendte sig om, den kære canadier, og rakte en hånd ud og trak mig i land i det øjeblik, jeg mærkede, at strømmen var ved at tage ordentligt fat i mig. Han reddede mit liv, og det er jeg ham evigt taknemmelig for, fortæller Daniel, der stadig er påvirket af hændelsen.
- Man bliver ydmyg af sådan en oplevelse. Havde han ikke været der til at gribe min hånd, tror jeg ikke, at jeg havde været her i dag. Så var jeg blev ført med af strømmen og var blevet slået mod tusindvis af store sten i floden, siger han.
Hændelsen har sat en masse tanker i gang hos Daniel om risikoen ved den lange tur:
Er det nu det værd? Men det er det!
22. maj: Daniels fødselsdag
Tillykke med fødselsdagen. Daniel Thomsen fylder 30 år i dag.
Han er vendt retur til Grumpy Bears Retreat efter et par dage i Chicago. Et par dage tilbage i civilisationen med et sjældent bad og tøjvask er godt for sjæl og energiniveau. Nu er Daniel klar til at udfordre bjergene.
- Der er faldet ekstra meget sne i bjergene, så i år bliver det endnu sværere end ellers at komme igennem turens hårdeste del, fortæller Daniel, der fejrer sin fødselsdag med to andre hikere, han har mødt i lejren.
17. maj: 1.100 kilometer ørken afløses af snebeklædte bjerge
Daniel Thomsen har nu tilbagelagt 1.100 kilometer - svarende til en fjerdedel af sin samlede distance - på sin vej fra Mexico til Canada. Han er ankommet til Kennedy Meadows Grumpy Bears Retreat, der ligger 200 kilometer nord for Los Angeles.
Efter at have vandret i den californiske ørken i over 40 dage, skal han nu ind i et helt andet terræn og klima, når han tager livtag med bjergene.
I overgangen mellem ørken og de høje bjerge tager Daniel flyet fra byen Fresno til Chicago flere tusinde kilometer væk for at besøge en ven fra Danmark.
- Før jeg går ind i næste fase, som hedder High Sierras, de høje bjerge med masser af sne, i ca. 30 dage, hopper jeg på et fly, siger han.
Det betyder samtidigt, at Daniel tager afsked med de to københavnere, Emil og Frederik, begge 20 år, som han har fulgtes med de seneste par uger.
- Det har været en sand fornøjelse. Jeg tror, jeg kommer til at savne dem en smule, siger Daniel, der forventer at være tilbage på sporet mandag.
Daniel skal oppe sig for at nå i mål ved den canadiske grænse inden 1. september. Han har indtil videre holdt et gennemsnit på 27 kilometer dagligt. Det gennemsnit skal op på 30 kilometer.
12. april: Højt humør efter første uge på Pacific Crest Trail
Godt en uge er gået, siden Daniel Thomsen tog de første skridt ud på ruten. Starten var en anelse op ad bakke, da han siden ankomsten til USA havde haft et par dage med jetlag, men den værste rust er nu banket af.
- Det er helt fantastisk at gå i de her omgivelser, jeg er så privilegeret, siger Daniel Thomsen.
De første mange kilometer går gennem ørkenen i det sydlige Californien. Men Daniel har ikke vandret igennem, hvad der ligner en normal ørken.
- Indtil nu har jeg mest gået igennem grøn ørken. Det lyder mærkeligt, men vinteren har været så våd i år, at den er i super bloom. Lige nu er det helt grønt, men normalt ville det være gyldenbrunt allerede nu, siger han.
4. april: Efter jetlag venter det første skridt i Campo
Tidligt torsdag morgen er Daniel Thomsen ved at gøre sig klar til at tage det første af mange skridt på den 4.265 kilometer lange tur gennem Nordamerika.
De første tre dage har Daniel boet på et hostel i San Diego i Californien, hvor tiden er gået med at få kroppen i gang igen efter flyveturen over Atlanten og jetlagget, der følger med.
- Jeg har haft tre rigtig dårlige dage rent kropsmæssigt, så det har været godt med en akklimatiseringsperiode til at komme på plads, siger Daniel Thomsen.
Næste skridt er en bustur på 150 kilometer fra San Diego til Campo, hvor vandrestøvlerne skal på, og turen går nordpå de næste fem måneder.
- Nu skal jeg bare i gang, siger han.
1. april: Afgang fra Danmark
Daniel Thomsen har pakket sin lejlighed ned i flyttekasser, han har haft sidste dag som premierløjtnant, og han har trænet tusindvis af kilometer i det Syd- og Sønderjyske. Han er med andre ord så klar, som han kan blive.
- Selvom jeg har trænet i snart seks måneder, så kan jeg godt mærke, at det virkelig snart er tæt på. Sommerfuglene er helt oppe at ringe, og min søvn har mildest talt været ringe de seneste par nætter, siger Daniel Thomsen, mens han står i sin lejlighed, der kun er møbleret med fyldte flyttekasser.
