'De døde gadehunde': Her er redaktionens overvejelser

Her kan du læse, hvordan TV SYD har arbejdet med dokumentarserien.

Et tip om syge hunde og hunde med adfærdsproblemer i foråret 2021 fik TV SYDs journalist Stefan Jørgensen til at undersøge den danske gadehundebranche, hvor en række kilder fortæller om syge hunde, hunde, der bider, og hunde, der bliver aflivet helt ned til en uge efter, de er ankommet til Danmark.

I flere måneder har TV SYD arbejdet på dokumentarserien 'De døde gadehunde', og redaktionen har gennem hele forløbet gjort sig mange journalistiske overvejelser. Blandt andet om kilder, vinkling og etik.

Herunder kan du se svaret på nogle af de spørgsmål, vi har stillet os selv undervejs.

Jessica Ceglareks hund Bella havde vira, giardia og en bakteriel infektion, da hun modtog den fra New Hope.
Jessica Ceglareks hund Bella havde vira, giardia og en bakteriel infektion, da hun modtog den fra New Hope.
Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD

Hvorfor fokuserer I kun på de dårlige historier om gadehunde og foreningen New Hope?


Som vi siger i afsnit 6 af 'De døde gadehunde', er vi på ingen måde blinde for, at der også kommer gadehunde til Danmark, som der ingen problemer er med. Også i foreningen New Hope Denmark (NHDK), som vi har undersøgt. Men en række tidligere adoptanter, plejefamilier og andre rejser kritik af NHDK, og vi har fokuseret på at formidle det, vi kan dokumentere: Nemlig at der er en række tilfælde med syge og aggressive hunde i NHDK-regi, og at NHDK på en række områder ikke har fulgt reglerne for import. Det, synes vi, er en vigtig historie at fortælle.

Der er jo masser af mennesker, der har gode oplevelser med gadehunde. Hvorfor fortæller I ikke deres historier?


Vi har talt med glade adoptanter. De er med i dokumentarserien, og journalist Stefan Jørgensen understreger endda, at der findes gode historier om gadehunde – også i NHDK. Men vi synes, det er vigtigt at fortælle, at der er en række tilfælde med syge og aggressive hunde i NHDK-regi, og at NHDK på en række områder ikke har fulgt reglerne for import. Det ændrer nogle positive oplevelser ikke på.


Hvad med alle de hundeforeninger, der gør det godt – hvorfor er de ikke med?


Hvis man følger den logik, skulle vi, hvis vi for eksempel lavede en historie om en restaurant, der har fået en sur smiley, også snakke med en række andre restauranter i nærheden med en glad smiley. Det, synes vi ikke, giver særlig meget mening. Historier om andre foreninger ændrer ikke på de problemer i NHDK, som TV SYD har afdækket.

Dokumentarserien fortæller kun den ene side af sagen. Hvorfor er den ikke mere nuanceret?


I 'De døde gadehunde' anerkender vi, at der er adoptanter, der har gode oplevelser med NHDK. Vi snakker også i telefon med to af dem og lader dem komme til orde. NHDK kunne også selv have bidraget til at skabe nuancerne. Vi har ad flere omgange og over flere uger rakt ud til NHDK for at få svar på en række spørgsmål. Senest i forbindelse med udgivelsen af 'De døde gadehunde'. Men lederen af foreningen har ikke ønsket at stille op til interview.

Hvad er jeres motiver for at lave serien?


TV SYD har ikke skjulte motiver eller et ønske om at få nogen ned med nakken. Vi har heller ikke en forudindtaget holdning til emnet. Vi har faktisk overhovedet ikke en holdning til import af gadehunde - eller andre emner for den sags skyld. Da vi efter et tip gik i gang med researcharbejdet for flere måneder siden, var vores eneste mål at få afdækket sagen. Og vi kan nu dokumentere en række sager med syge hunde og hunde med adfærdsproblemer. Dertil kan vi dokumentere flere brud på lovpligtige regler for hundeimport i NHDK.

Hvorfor bruger I generaliserende sprog, når det handler om gadehunde fra én forening?


Vi har været meget opmærksomme på at varedeklarere og gøre det tydeligt, hvornår vi taler om gadehunde generelt og NHDK-hunde specifikt. Men når professor Peter Sandøe på baggrund af ny forskning siger, at gadehunde generelt har mere angst, frygt og stress, så er det ikke misinformation. Han fortæller om det store billede, og i den samlede gadehundepopulation er det klart, at der også er hunde, der ikke har problemer. Det, synes vi, fremgår tydeligt. Det samme gør sig gældende for Den Danske Dyrlægeforening, der snakker om et generelt sygdomsbillede ved gadehunde, som foreningen er bekymret over. Dermed siger foreningen – og journalist Stefan Jørgensen – ikke, at alle gadehunde er syge.

Har ejeren af den hund, der angriber på overvågningsbillederne, ikke et ansvar selv?


Ejeren af den angribende hund har faktisk taget fat i flere hundefagpersoner – blandt andet en adfærdsekspert – der har forsøgt at hjælpe hende og få ændret hunden Uffes aggressive adfærd. Hun har også spurgt NHDK om hjælp til at håndtere hunden.

Hvorfor bruger I musik i formidlingen?


De virkemidler, vi benytter, er de samme, som mange andre medier bruger. Det er en del af håndværket, at virkemidler som musik understøtter historien og hjælper seerne på vej. Og vi ved godt, at det er en smagssag. Men vi bruger aldrig virkemidler med det formål at dramatisere eller skabe sensation.


Du kan se 'De døde gadehunde' på TV SYD Play.